ARLA: 100 kreaturer blev reddet ud, da der udbrød brand på gården hos Arla-formand Ove Møberg. Brandårsagen er ukendt.
Omkring 100 kreaturer - heraf 80 køer - måtte lukkes ud af deres vante omgivelser og ud i det fri, da der udbrød brand på gården på Klinkvej 12 i Hejnsvig. En gård, der ejes af formanden for Arla Foods, Ove Møberg.
Han gik under branden rundt ved ejendommen og hjalp så godt til, som han kunne, men slukningsarbejdet holdt han sig naturligvis fra - det job var der masser af brandfolk, der tog sig af.
- Der er heldigvis hverken kommet dyr eller mennesker til skade, lød det fra Ove Møberg, der ikke længere selv bor på gården. Det gør en ung mand, der var så aktiv i arbejdet med at redde dyrene ud, at han måtte en tur forbi sygehuset til observation for røgforgiftning.
En længe udbrændte, og ilden bredte sig til loftet over en stald med køer, så derfor måtte de lukkes ud. De løse køer på området omkring gården fik Trafikradioen til at advare bilisterne mod dyrene, men ingen blev ramt. Det lykkedes forholdsvis hurtigt at få dem samlet omkring gården.
Tre brande i området
Brandvæsenerne fra både Billund og Grindsted deltog i slukningsarbejdet og blev assisteret af to tankvogne fra Brørup og Beredskabsstyrelsens støttepunkt i Esbjerg med tre køretøjer.
To døgn tidligere var der også en gårdbrand i Hejnsvig, og to døgn senere var den gal ved Grindsted, hvor halm i et gammelt udhus brændte, og politiet kender i skrivende stund ikke årsagen til nogen af brandene. Der kan være tale om en tilfældighed, men der kan også være en brandstifter, der er på spil, og politiet undersøger i øjeblikket forholdene nærmere.
Ved den første brand måtte en ko aflives.
-------
Der var glæde og store smil hos både modtagere og givere, da LHN i Tinglev uddelte legater fra den fond, der blev oprettet i 2007. En fond, der blev en realitet takket være afdøde gårdejer Jørgen Krogh fra Als, der testamenterede sin ejendom til netop en fond.
10 personer/foreninger søgte denne gang, og der var penge til de ni af dem, men der er en ny udlodning på vej med ansøgning sidst på året.
For de fleste af årets modtagere var der tale om penge til deres uddannelse eller videreuddannelse, og der blev givet penge til bl.a. uddannelse indenfor statsvidenskab, veterinærmedicin, lærer, landbrugsuddannelsen, sociologi og akupunktør.
Yderligere var der et beløb til LHNs seniorklub, der tegner omkring 110 medlemmer, ligesom der var penge til en trængt familie.
- Jeg vil gerne ønske jer held og lykke med det, I har gang i, lød det bl.a. fra direktør Tage Hansen.