Strejke på Danish Crown får efterspil

Jysk Landbrug frustreret over, at Fødevarestyrelsen ikke tager ansvar for sine kontrollanters strejke i december på Danish Crowns slagterier.

På det, der er årets travleste slagtedag, 20. december, valgte tilsynsteknikerne på Danish Crowns slagterier at nedlægge arbejdet på grund af overenskomstmæssige stridigheder med deres arbejdsgiver, Fødevarestyrelsen.

Denne strejke ser nu ud til at få et efterspil. Fødevarestyrelsen har nemlig afvist, at de har et ansvar for situationen, der betød, at Danish Crown ikke kunne tage imod 10.000-15.000 svin, der var på vej ind mod slagteriet. Dyrene måtte i stedet blive på lastbilerne, hvor de tilbragte adskillige timer i 10-15 graders frost, før slagteriet fik organiseret midlertidige opstaldningsmuligheder for dem.

Fødevarechef Ole G. Jørgensen fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at han mener, ansvaret for dyrenes sundhed ligger hos producenter, vognmænd og slagteri.

Dybt frustrerende
Ifølge Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug, er den udmelding dybt frustrerende.

Havde dyrene været udsat for samme risiko hjemme hos svineproducenten, var hammeren nemlig faldet omgående i form af en klækkelig bøde. Det ville de ansatte hos Fødevarestyrelsen have sørget for.

- Det er jo det, der er det frustrerende. Styrelsens folk kommer og kontrollerer forholdene hjemme hos os. Det har vi ikke noget imod, for vi er også interesserede i, at dyrene har det bedst muligt. Og vi vedkender os, at det er vores ansvar. Men når Fødevarestyrelsens folk selv skaber risiko for dyremishandling, så er det også vores ansvar. Det kan ikke være rigtigt, siger Bjarne Larsen til Vejle Amts Folkeblad.

Han vil nu diskutere sagen med sin bestyrelse i Jysk Landbrug og overveje, hvordan de kan gå videre med sagen.

Læs også