Sidste år fik den 110 år gamle Mullerup-fabrik i Ullerslev nye ejere. Den hidtidige ejer, nordjyske Skiold Holding, fik 1. april et tilbud fra den tyske storkoncern GEA Group med over 20.000 medarbejdere om opkøb og indlemmelse i koncernens landbrugsafdeling, GEA Farm Technologies, med 2.000 ansatte og et produktprogram, som i forvejen bestod af blandt andet Westfalia malkeudstyr, De Boer inventar og Houle gylleteknik.

- De manglede et automatisk fodringssystem til kvægstalde, og derfor blev der peget på os, fortæller Ullerslev-virksomhedens direktør Carsten Poulsen, som nu gennem de tre kvarte år kun har oplevet fremgang, til trods for at hjemmemarkedet ellers på det nærmeste er helt dødt.

- Naturligvis har det været en stor omvæltning, men selv om vi i det spil er en lille virksomhed, bliver der lyttet til os. Det har givet os helt andre eksportmuligheder og store fordele at være en del af en sådan kraftfuld organisation.

Farveskift og flere folk
Her fra nytår bliver Mullerup's nye tilhørsforhold mere synligt med det nye navnetræk på facaden og farveskift fra de legendariske gule farver på foderautomaterne, strøautomaterne og udmugningsanlæggene. Allerede på Eurotier-messen i Hannover i november blev Mullerup-produkterne dog for første gang præsenteret i den mørkegrønne GEA-farve og med det nye navn: GEA Farm Technologies Mullerup.

- Vi og vore produkter fik en positiv modtagelse på den kæmpestore stand. Kollegerne og kunder er glade for at få automatisk fodring på programmet, og at valget faldt på Mullerup er en blåstempling af vore produkter. Og samtidig åbner det for udviklingsmuligheder og ikke mindst en øget produktion.

Carsten Poulsen glæder sig over, at det efter en barsk periode, hvor det var nødvendigt at skære ned fra de 65 medarbejdere for år tilbage helt ned til 20 i produktionen. Flere er nu blevet genansatte, så der lige nu er 30 beskæftiget med produktionen og dertil kommer til 10 funktionærer.

Og staben bliver endnu større med de ordretilgange, som allerede er indløbet til 2011.

Fra Brørup til Ullerslev
- Vi havde et positivt resultat i 2009, og 2010 ender også et plus. Medarbejderne har ydet en stor indsats, og derfor ser vi frem til yderligere aktivitet fremadrettet i vort nye regi, lyder det fra direktøren, som kan løfte sløret for endnu organisatorisk nyhed.

Med virkning fra 1. februar fusioneres Mullerup med GEA's nordiske salgsselskab i Brørup, GEA WestfaliaSurge Nordic A/S. Her er i alt 15 mand tilknyttet, heraf fire i Sverige og nogle med hjemmearbejdspladser rundt om i Danmark. Men til de 4-5 ansatte i salget og administration på den hidtidige adresse i Brørup er der nu ved at blive gjort kontorlokaler i Ullerslev klar til overflytningen om et par uger.

- Vi vil naturligvis fortsat forestå alt omkring Mullerup-produkterne, mens folkene i salgsselskabet uændret via forhandlerne varetager salg og service af malkemaskiner, malkerobotter, køletanke, hygiejneprodukter mm, forklarer Carsten Poulsen.

- Men vi får hermed samlet hele produktpaletten til kvægproduktionen hos os, hvilket afspejler GEA's klare mål om at kunne være totalleverandør til kvægbrugere.