Arbejdsgruppen om hold af svin under Justitsministeriet har efter fire års arbejde udgivet en rapport, hvor der blandt andet anbefales løsdrift i farestalden.

Blandt andet svinekonsulent Vagn Johansen, LandboNord, har ikke mange positive ord til overs for rapportens konklusioner.

- De 1,75 milliarder kroner vil blive givet ud til at forhøje smågrisedødeligheden med 10 procent, siger han.

Han påpeger det paradoksale i tidens fokus på at nedbringe pattegrisedødeligheden i Danmark samtidig med, at arbejdsgruppen lægger op til øget løsdrift i soholdet. Noget der både i hans øjne - og også ifølge rapporten - vil øge pattegrisedødeligheden.

Heller ikke hos foreningen Danske Svineproducenter udtrykkes der tilfredshed med rapporten, og formanden Henrik Mortensen giver udtryk for, at det nu er på tide at lukke gaveboden.

Gaveboden skal lukkes
Henrik Mortensen mener, at de danske svineproducenter længe nok har ageret gavebod.

- Vi kan ganske enkelt ikke blive ved med at dele ud, og det er på høje tid, vi blot holder os til EU's regler, fastslår formanden.

- Alle de ekstra krav, vi indtil videre har opfyldt, har vi jo ikke opnået en øget betaling for, påpeger formanden, der heller ikke regner med, at det vil være anderledes, hvis de nye krav i rapporten bliver en realitet.

- Det er fint at indgå kompromisser. Det skal alle, men vi har indgået alt for mange, og det skal være slut nu, eftersom vi jo ikke har mulighed for at tjene de penge, der skal bruges på det, fastslår han, men er ikke overrasket over anbefalingerne.

Politisk pres
- Det er heller ikke særligt overraskende, at ingen vil betale for den ekstra velfærd. Det mest overraskende er efterhånden, at vi kan blive ved med at producere svin i Danmark, lyder det fra foreningen, der vil bruge den kommende tid på at overbevise politikere om det urealistiske ved de milliardstore ekstraudgifter for branchen.

Også fra Dyrenes Beskyttelse lyder der kritik af rapporten, men dog i en helt anden boldgade, idet foreningen kalder arbejdsgruppens arbejde for » Fire års forhandlinger til gavn for svineproducenternes økonomi«.