Massivt snefald i julen betød, at tusinder og atter tusinder liter af bornholmsk mælk måtte kasseres, da mælkebilen ikke kunne komme frem.
Det gjorde ondt helt ind i sjælen på mælkeproducent Keld Andersen fra Østerlars på det nordlige Bornholm, hvor han har 230 malkekvæg, da han i juledagene måtte pumpe sin mælk ud i gylletanken.
Området er det, der blev allerhårdest ramt af det snevejr, der i juledagene totalt lukkede Bornholm, og gjorde, at politiet udstedte et totalt påbud mod at bevæge sig ud på landevejene.
Mælkebilen havde derfor ikke en jordisk chance for at nå frem til Keld Andersens indkørsel, og i alt måtte 15.000 liter mælk kasseres.
21.000 liter mælk kasseret sidste år
- Der lå tre meter driver over hele øen. To dage kørte mælkebilen slet ikke ud fra mejeriet, og første gang de kom, var 2. juledag om eftermiddagen, fortæller Keld Andersen til Effektivt Landbrug, der i går besøgte Bornholm for at se, hvordan det står til for landbruget på øen efter det massive snevejr.
Også for tre uger siden måtte Keld Andersen kassere 3.000 liter mælk, da mælkebilen heller ikke her havde mulighed for at komme frem. Endvidere skete det også en enkelt gang i januar sidste år, at 3.000 liter mælk måtte ned i gylletanken.
I alt havnede der sidste år 21.000 liter mælk i gylletanken hos Keld Andersen.
60.000 kroner pist væk
21.000 liter mælk til cirka 2,70 kroner pr. liter svarer det til mælk for cirka 60.000 kroner.
Den omkostning hænger Keld Andersen selv på, da han leverer til Bornholms Andelsmejeri, som i modsætning til Arla ikke har nogen aftale om at dele omkostningerne, når en mælkeproducent ikke kan få hentet sin mælk på gården.
- Jeg har været mælkeproducent siden 1988, og det er aldrig sket før, at jeg har kasseret mælk. Det er helt vildt, siger Keld Andersen.
- Jeg har været på skiferie 16 gange i alperne, og jeg har alligevel aldrig før i mit liv set så meget sne, lyder det videre fra mælkeproducenten på den besungne solskinsø.
Læs mere i dagens trykte udgave af Effektivt Landbrug