Statsminister Lars Løkke Rasmussen lovede fortsat at arbejde for bedre rammevilkår. Regeringens højeste opmærksomhed vil især være at sikre en lav rente og holde dansk økonomi på sporet, lovede statsministeren ved gårsdagens åbning af Agromek.
- Det eneste, jeg kan gøre, er at kæmpe for at holde renten så lav som mulig, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen på spørgsmålet om den tunge gældsbyrde, der for tiden holder investeringerne i dansk landbrug på vågeblus.
Danmarks statsminister brugte i går et par timer på, dels at foretage den officielle åbning af Agromek 2010, og dels til en rundtur på flere af standene på messen.
- Jeg er ikke agrarøkonom og skal ikke svare på, hvorfor landbruget har skabt så stor en gældsprocent. Det eneste, jeg kan forholde mig til, er regeringens bestræbelse på at skabe forbedrede rammevilkår og så sørge for, at holde dansk økonomi på sporet, så renten ikke stiger.
Bevar konkurrenceevnen
På Effektivt Landbrugs direkte spørgsmål om årsagen til den store gældsætning, der nu martrer erhvervet mere end i de nærmeste nabolande, Sverige og Tyskland, hvor der igen investeres i landbruget, var der ingen hjælp at hente.
- Landbruget må selv tage sig sammen og klare sig igennem. Vi skal jo ikke skabe en situation, hvor særordninger og tilskud betyder, at erhvervet luller sig i søvn og mister konkurrenceevne, betonede Lars Løkke Rasmussen.
Højteknologisk eksporterhverv
Under statsministerens rundtur på standene, lod han sig tydelig imponere af det teknologiske niveau, danske landbrugsteknologi befinder sig på.
- Dansk landbrug er et højteknologisk eksporterhverv, der holder langt over 100.000 mennesker beskæftiget i et vigtigt eksporterhverv. Imidlertid lider erhvervet af, at mange enten opfatter det som et Morten Koch fra fortiden eller kun forholder sig til de sager, der rulles frem om dyrevelfærd og miljø. Sandheden er, at landbruget i Danmark og de mange virksomheder, der er tilknyttet dertil, repræsenterer et højproduktivt erhverv, hvad det, jeg har set her i dag også bekræfter, sagde Lars Løkke Rasmussen ved afslutningen af sin rundtur på Agromek 2010.