Nyt kritisk tv-program på vej om den danske svinebranche

TV2's Operation X sætter i næste uge kritisk fokus på svinebranchens antibiotikaforbrug. Svineformand er bekymret.

Kun en måned efter den danske svinebranche blev revset i DR's kritiske forbrugerprogram Kontant, sender TV2 på mandag kl. 20 programmet »Operation X - de syge svin«.

At der er tale om et program, der næppe fremstiller den danske svinebranche i et positivt lys, siger programomtalen alt om. Heri står der:

»Sidste år blev der hældt mere end 100 tons antibiotika i dyrene fra den danske svineproduktion. Men er den danske svineproduktion virkelig så syg, at man skal bruge så massive mængder for at medicinere sig ud af problemerne? »Operation X« går undercover i den danske svinebranche for at afsløre de forhold, der fører til et stort forbrug af antibiotika. Et overforbrug, der i sidste ende hænger direkte sammen med udvikling af resistente bakterier, der kan være en trussel for folkesundheden.«

Angiveligt er der blandt andet tale om, at TV2-programmet har fået ansat en landbrugsmedarbejder hos en svineproducent, som har været påført skjult mikrofon.

Det er træls
Hos Videncenter for Svineproduktion forventer formand Lindhart B. Nielsen ikke, at det bliver et pænt billede programmet vil tegne af den danske svinebranche.

- Sådan noget er man jo altid bekymret for. Som regel så bliver der jo i sådanne programmer gået efter den lille promille, hvor der er et problem. Og det er jo træls, lyder det fra Lindhart B. Nielsen.

Han frygter, at programmet ikke vil have fokus på, at medicinforbruget i de danske svinestalde er faldet i det sidste kvartal.

- Jeg går ikke ud fra, at det bliver hovedoverskriften i programmet, lyder det.

Lindhart B. Nielsen fortæller, at hverken han eller nogen anden fra Videncenter for Svineproduktion er blevet spurgt om at deltage i programmet.

- Jeg tror ikke, at vi får muligheden den her gang for at være med, og det er bekymrende, siger han.

Læs også