Fynsk storgartneri under opblomstring

Rohdes A/S i Hundslev lukker, når de sidste forårskulturer er solgt til maj. I stedet sammenlægges gartneriet med Rosa Danica A/S i Marslev. Samlet kommer gartneriet til at råde over godt 120.000 kvadratmeter under glas.

Fyn får endnu et storgartneri.

Det sker, når Rohdes A/S i Hundslev mellem Odense og Kerteminde lægges sammen med gartneriet Rosa Danica A/S i Marslev.

Det nye storgartneri får et samlet produktionsareal på godt 120.000 kvadratmeter under glas, og det videreføres under navnet Rosa Danica A/S.

Sammenlægningen skyldes ikke mindst ønsket om at kunne udnytte stordriftsfordele, ligesom der kan produceres potteplanter i mængder, der er interessant for de store, europæiske indkøbskæder. Samtidig supplerer gartneriernes kulturer hinanden, så der året rundt vil være potteplanter til salg fra det nye Rosa Danica A/S.

Realitet til foråret
Sammenlægningen effektueres først med udgangen af forårsmånederne 2011, når Rohdes A/S har solgt ud af sine forårskulturer, som i de kommende måneder drives i det cirka 41.000 kvadratmeter store gartneri, der har afdelinger i Hundslev og Radstrup.

Senest pr. 1. juni vil alle salgsfunktioner i den nye virksomhed være samlet i Rosa Danica A/S.

Med sammenlægningen lukkes samtidig et kapitel i fynsk gartneris historiebog, når Rohde’s A/S lukkes.  Flemming Rohde trådte for et par år siden tilbage som direktør, og siden har børnene Line, Sanne og Frank videreført familiegartneriet.

- Sanne Rohde Vive, der er uddannet produktionsingeniør, og jeg selv, der har en HD i afsætning, fortsætter ikke i gartneriet. Vi vil begge gerne prøve noget nyt, mens Frank Rohde fortsætter i Rosa Danica, hvor han skal bruge sin ekspertise inden for jule- og påskekaktus, fortæller Line Rohde Ottosen, der er salgs- og markedsføringsansvarlig hos Rohdes A/S.

Ejendommene, som tidligere har været benyttet af Rohdes A/S, vil fortsat være ejet af Flemming Rohde, men udlejes til Rosa Danica A/S, der ejes af gartner Torben Moth Madsen.

125 ansatte
Gartneriet i Hundslev er i dag specialister i jule- og påskekaktuskulturerne Schlumbergera og Rhipsalidopsis, som markedsføres under navnet »Tendenza«. Gartneriet har dog tidligere dyrket roser, og en række medarbejdere fra gartneriet har således et indgående kendskab til roser, der er Rosa Danicas hovedkultur.

I dag producerer Rosa Danica således 12,5 millioner »Kordana« potteroser på gartneriets mere end 80.000 kvadratmeter.

Rosa Danica beskæftiger i dag 85 medarbejdere, mens Rohdes’s A/S beskæftiger 40 mennesker.

Læs også