Skal Danish Crown skal ændre selskabsform og gå fra andelsselskab til aktieselskab? Der er nok ingen vej udenom, mener repræsentantskabsmedlem efter møde i repræsentantskabet.
Alle sten blev vendt på repræsentantskabsmødet i Danish Crown i onsdags i Vejle, da forsamlingen diskuterede finansieringen af en eventuel kommende vækststrategi.
Danish Crown-koncernen står i øjeblikket over for at forny strategien frem mod år 2015, og det helt store spørgsmål er, om selskabet skal ændre selskabsform og gå fra andelsselskab til aktieselskab.
I en pressemeddelelse er formanden Niels Mikkelsen omhyggelig med ikke at drage nogle foreløbige konklusioner af diskussionen, som fortsætter til efteråret.
Effektivt Landbrug talte i går med svineproducent og repræsentantskabsmedlem Holger Iversen fra Augustenborg. Ifølge ham forløb mødet i en god tone, om end der naturligt nok var en masse debat om, hvorvidt Danish Crown bør gå over og blive et aktieselskab. Der var ikke den store afstand mellem repræsentantskabet og bestyrelsen, som det er set ved tidligere møder, fortæller han.
- Der var en god diskussion, og så var vi nogle stykker, der havde nogle forbehold. Vi skal passe på, at vi ikke mister magten, siger Holger Iversen, hvilket jo blandt andet kan ske, hvis Danish Crown sælger over 51 procent af aktierne.
Nødvendigt
Selv finder Holger Iversen det ærgerligt, hvis man skifter til et aktieselskab, men han erkender, at der nok ikke er nogen vej udenom. Ifølge hans indtryk var det også sådan, de fleste andre omkring ham havde det.
- Der er nok ikke nogen vej udenom, hvis vi skal skaffe de midler, der skal til for at udvikle vores virksomhed. Så er det jo nok det, der skal til, siger Holger Iversen, der selv leverer 5.000 slagtesvin og 100 søer til Danish Crown årligt.
Det forlyder, at bestyrelsen og repræsentantskabet til efteråret vil komme med en beslutning om, hvad der skal ske med Danish Crown’s strategi.