L&F: Annullering af lettelse i jordskat vil være helt forkert

Michael Brockenhuus-Schack, formand for Landbrug & Fødevarer, ser positive elementer i S-SF's forslag til finanslov, men er ikke begejstret for, at man vil annullere lettelsen i jordskatten.

I går præsenterede Socialdemokraterne og SF deres forslag til en finanslov for 2011. Her foreslår partiet, at man annullerer de lettelser i jordskatten på 500 mio. kr. årligt, som regeringen og Dansk Folkeparti ellers har besluttet, skal træde i kraft i 2011.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack fortæller ikke overraskende, at det er et af de elementer, som man i organisationen er mindre begejstret for.

- Vi er ikke interesserede i højere skatter og afgifter, som vanskeliggør situationen i erhvervet yderligere. Eksempelvis peger S-SF’s annullering af lettelsen i jordskatten, som ligger i Grøn Vækst 2.0, i den helt forkerte retning. Vi ser dog frem til en fortsat konstruktiv dialog. For vi håber, at de to partier grundlæggende har de samme mål som os, nemlig et stærkt landbrugs- og fødevareerhverv, der både skaber vækst og jobs, og som samtidig er i balance med det omgivende samfund, lyder meldingen fra landbrugets formand.

Også gode ting
Michael Brockenhuus-Schack kan dog også finde positive elementer i S-SF's udspil. Overordnet er man således i Landbrug & Fødevarer glade for, at der lægges op til, at erhvervspolitikken skal have fokus på danske styrkepositioner.

- Udspillet sætter for eksempel skub i etableringen af biogasanlæg i Danmark og sikrer en højere afregningspris for biogas. Og det er godt, for en politisk opprioritering af bioenergi er afgørende, hvis vi skal øge vores uafhængighed af fossile brændsler. Samtidig har bioenergi meget positive sidegevinster for både miljø og beskæftigelse, siger Michael Brockenhuus-Schack.

Han påpeger også, at forslaget fra S-SF lægger op til at fastholde forskningsbevillingerne på nuværende niveau.

- Det hilser vi også meget velkomment. En ambitiøs forsknings- og udviklingsindsats er nemlig afgørende for, at danske styrkepositioner som energiteknologi og fødevarer kan blive endnu stærkere og skabe mere vækst og flere jobs i Danmark, lyder det.

Læs også