Økologi-konsulent hos Gefion, Pernille Plantener, var ret skeptisk, da hun første gang hørte om Rikke Hænsch og Anders Christensens projekt.

De var i gang med at udvikle et fuldautomatisk fodersystem, der fodrer frilandsgrisene individuelt direkte på marken.

- Det lød for fantastisk på en måde. Noget, der var robust nok til at kunne stå ud på sølet i en mark, fodre individuelt og med 10 grams nøjagtighed, siger Pernille Plantener, der efter halvandet år som konsulent for det innovative par har fået vendt sin skepsis.

- Den er imponerende. Jeg kan ikke få øje på nogen ulemper ved det. Risikoen er højest en ekstra udgift, men man sparer også mange arbejdstimer. Det virker meget lovende, siger hun, der dog understreger, at den først lige skal have lov at vise sit værd i en rigtig produktion.

Foderjustering
Systemet er opstået i en slags symbiose mellem Rikke Hænsch, der er landmandsuddannet, og hendes kæreste, Anders Christensen, der er IT-konsulent. Sammen har de - med penge fra innovationspuljen - udviklet systemet, så deres frilandsgrise, kan gå udenfor hele tiden.

- Det er et mareridt at få slagtekvalitet ud af slagtesvin på friland, fordi de vokser så forskelligt alt efter, hvad de finder i jorden. Derfor har vi opfundet den her maskine, der dagligt kan justere fodringen. Fede grise bliver begrænset i mængden af energirigt mad, siger Anders Christensen, og forklarer teknikken bagved.

Kommercielt
- Dyret bliver genkendt ved en transponder, som man kender det fra andre fodersystemer. De har et øremærke, der bliver læst af en maskine, mens huld vurderes via eksempelvis et kamera. Ud fra grisen og huld bliver foderet hos os sammensat af tre forskellige slags foder, der står ved automaten, så får dyret en individuel blanding af havre, hvede og tilskudsfoder, siger han.

Det er ikke kun idealer og tilskudspenge, der driver projektet. Anders Christensen forventer også, at det kan udvikles til kommercielt brug.

- Potentialet er, at man får løftet frilandsproduktionen. Jeg vil håbe, at jeg med det her en dag kan bevise, at man godt kan behandle dyr ordentligt og samtidig tjene nogle penge.

Anders Christensen oplyser, at systemet allerede er færdigudviklet nu, og som landmand kan man derfor godt købe det nye system. Til at starte med er det dog som et abonnement på fodringen, hvor Anders Christensen tager sig af alle de tekniske problemer, der kan opstå undervejs, og dermed også forpligter sig til at grisene får den foder, de har behov for.