Ingen af svenskernes elskede gode gamle Volvo BM traktorer kan formentlig rykke den nye Väderstadt Carrier 925 med integreret crossboard en eneste meter frem i en pløjemark.

Med et spring fra den hidtidigt største crossboard Carrier på 6,5 meter kræver den nye maskine sin traktor. Mindst 300 hestekræfter skal det til, hvis Carrier-maskinen både skal tallerkenbearbejde, planere og tromle i 9,25 meters bredde. Hidtil har de bredeste Carrier-maskiner på op til 12,25 meter alene kørt uden planeringsudstyr.

Historien om Carrier er også fortællingen om et stubredskab, der i praksis fik en ligeså betydningsfuld funktion, da den kom ud i praktisk anvendelse. I dag anvendes Carrier-maskinen i samme omfang til at klargøre såbedet efter pløjning som til stubbearbejdning.

Lanceres på Borgeby Fältdagar
Når dørene åbnes for Borgeby Fältdagar i morgen, vil publikum kunne besøge et 60 hektar stort område med rekord mange udstillere, i alt 260, i år. Sidste år kom der 11.800 besøgende, hvoraf en del var planteavlere fra Danmark, der havde taget turen over Øresund for at kigge på demonstrationsparceller og maskiner.

Effektivt Landbrug bringer torsdag en reportage fra Borgeby Fältdagar, hvor der i år er et særligt tema om vand, vanding og grundvandsbeskyttelse.

Det er 12. gang, Borgeby Fältdagar afvikles.