Antibiotikadebatten mangler nuancer
- Hollænderne bruger fem gange mere antibiotika i svineproduktionen, end vi gør i Danmark. I USA bruges ni gange mere. – De fleste af mine danske kolleger er familiefædre som jeg selv, og vi har ligeså stor interesse i at servere sund mad for vore børn som alle andre danskere, siger LandboSyd’s formand Mogens Dall.
Debatten om danske svineproduktions brug af antibiotika raser i disse dage. Debatten går blandt andet på, om antibiotika – brugt i husdyrproduktionen – kan udvikle resistente bakterier på landets sygehuse.
- Som alle andre danskere har jeg som svineproducent en klokkeklar interesse i at beskytte mine børn og min familie bedst muligt. Derfor bakker jeg 100 procent op om svinebranchens stop for brugen af cephalosporiner, der er kritiske for behandlingen på sygehuse, fastslår Mogens Dall, der er formand for LandboSyd.
- Ingen skal være i tvivl om, at vi gør vores yderste for at producere svinekød med størst mulige sikkerhed for alle. Både jeg og mange af mine kolleger er familiefædre. Vi tænker da også på vore børn, når vi stiller aftensmaden på bordet. Med vores branchestop for brugen af de kritiske antibiotika øger vi nu sikkerheden for vore familier og for forbrugerne yderligere. Og det er jeg meget tilfreds med, pointerer Mogens Dall.
Flere nuancer
Landboformanden gør dog samtidig opmærksom på, at der er en fare for, at debatten om landbrugets brug af antibiotika kommer til at mangle nuancer.
I Danmark bruges antibiotika eksempelvis udelukkende til behandling af syge dyr. I en række andre lande bruges antibiotika også forebyggende.
- Målt i forhold til et land som Holland, bruger vi fem gange mindre antibiotika. Og amerikanerne bruger ni gange så meget antibiotika, som vi gør. Så vi er meget langt og har helt klart en global førertrøje på.
Det synes jeg bør frem i debatten. Ligesom det hører med, at både konventionelle og økologiske landmænd i Danmark behandler deres dyr med antibiotika, når dyrene har behov for det. Det har vi simpelthen pligt til af hensyn til dyrenes velfærd, siger Mogens Dall.
Hvad med feriemaden?
Han tilføjer samtidig, at han selv er 100 procent tryg ved at servere danskproduceret kød for både sine børn og sine gæster.
Derimod mener han, at de mange danskere, der i disse uger drager på sommerferie i udlandet, burde være langt mere bekymret over, hvad de får serveret under sydens sol.
- Hvis man er bekymret over det danske landmænds antibiotikaforbrug i staldene, bør man virkelig være bekymret, når man som turist sætter sig til bordet i udlandet.
- Herhjemme har vi styr på vores forbrug. Vi behandler ikke forebyggende, og vi benytter ikke de typer antibiotika i behandlingen, der er kritiske i relation til resistens på sygehusene, hvilket ikke er tilfældet i langt de fleste landet i udlandet. Og det er altså en væsentlig del af det samlede billede, som også bør frem, slutter Mogens Dall.








































