En ung svineproducent fortæller sine kolleger, hvordan man producerer 35 grise pr. årsso.
- Mit budskab skal være, at rammerne skal være i orden. Man skal have optimale rammer, gode avlsdyr, gode medarbejdere og et godt management, forklarer Rasmus Poulsen, mens han sidder og forbereder sig på, hvad han vil sige til sine kolleger ved fyraftensmødet igår på Agrovi i Ringsted.
Rasmus Poulsen har ved Fårevejle i Odsherred for præcis et år siden bygget stald til 1.070 søer i samarbejde med sin far Karl Poulsen og sin farbror Lars Poulsen. Sammen har de dannet interessentskabet Poulsen I/S, og det er det første års erfaringer, han beredvilligt deler med sine kolleger.
En af de fiduser, Rasmus Poulsen afslører for sine kolleger er, at han fravænner på søndage.
- Det giver faringer mandag-onsdag, og kun ganske få i weekenden. Normalt har vi 4-6 faringer i weekenden, men sidste weekend havde vi kun en enkelt, fortæller Rasmus Poulsen.
Fravænning søndag betyder desuden, at løbningerne falder torsdag-fredag og kun ganske få om lørdagen.