Banker lukker valutaswaps

Banker lukker i øjeblikket mange valutaswaps ned, fordi risikoen er blevet for stor på især schweizerfrancen.

Har man en valutaswap, røde tal på bundlinjen for 2009 og en negativ egenkapital er der overvejende sandsynlighed for, at ens bank lukker swappen, hvis ikke det allerede er sket.

Det vurderede Jeanette Brogaard, direktør i Jysk Landbrugsrådgivnings selskab JL Finans & Råvarer A/S, da Effektivt Landbrug i går bad hende om at beskrive konsekvenserne af swappens stigende negative markedsværdi i den seneste tid.

- Der er mange valutaswaps, der bliver lukket ned for øjeblikket af banker, som er nervøse for, om de er sikret, konstaterer Jeanette Brogaard.

- Problemet er, at valutamarkedet er så volatilt, at ingen aner, hvor vi ender. I sidste uge steg kursen på schweizerfrancen pludselig til 5,32 i forhold til den danske krone, og det har givet nogle landmænd en forskrækkelse. De ringer ind og er bekymrede for, hvor de skal finde pengene, hvis banken vil lukke deres swap.

Øget risiko
Mange landmænd sørgede allerede sidste år for at komme ud af deres valutaswap. Jeanette Brogaard gætter på, at der kun er en tredjedel tilbage af de kunder, der for to år siden havde valutaswaps.

Andre beholdt deres valutaswaps – måske fordi stort set alle de finansielle institutter forventede, at schweizerfrancen ville falde på sigt.

Siden er schweizerfrancen steget, og nu er der ifølge mange eksperter risiko for, at den stiger yderligere.

Gæld
Også renteswaps’ene giver ifølge Jeanette Brogaard problemer – dog ikke i så stort et omfang, fordi man ikke risikerer et kurstab på renteswappen, den dag den udløber. Hvis man har likviditeten til det, kan man derfor blot vælge at lade renteswappen løbe tiden ud.

Hvis man kigger på de samlede finansielle forretninger, som nogen landmænd har, så kan det komme til at skabe store økonomiske udfordringer for dem i de kommende år afhængig af udviklingen i franc og den korte rente, vurderer Jeanette Brogaard.

Læs også