Vognprogrammet fra Baastrup Maskinfabrik, der forleden gik konkurs, fortsætter nu i et nyt selskab med ny ejer. Navnet Baastrup vil fortsætte, siger den nye ejer.
At Hedensted-virksomheden Baastrup Maskinfabrik som følge af en konkurs nu nedlægges, betyder ikke at fabrikkens produktprogram forsvinder.
Tværtimod vil navnet Baastrup fortsat være kendt for et produktprogram af landbrugsvogne, ligesom der i fremtiden vil komme nye produkter under det kendte navn.
Det siger den nye ejer af aktiviteterne, direktør og indehaver af virksomheden Novatech, Erik Knudsen.
- Vi har siden 2000 haft en aftale om at levere vogne til Baastrup Maskinfabrik fra vores produktionsfaciliteter i det sydlige Polen, siger Erik Knudsen, der i et partnerskab med Baastrup Maskinfabriks ejere har udviklet produktprogrammet det seneste tiår.
Fordobler udviklingsaktiviteter
- Baastrup Maskinfabrik har altid haft styr på at lave vogne, der kan holde. Det, vi hjalp med, var at få mere design ind i produktionen og gjort den billigere ved at foretage produktionen på vores fabrik i Polen. Det samarbejde var vi rigtigt godt tilfredse med, og det er derfor, vi nu fortsætter produktionen af Baastrup Maskinfabriks vognprogram, siger Erik Knudsen.
Produktionen af landbrugsvogne fortsætter dermed i et nyt selskab under Novatech.
Novatechs ekspertise er, udover en sideløbende produktion af landbrugsvogne til det tyske og polske marked, især udstyr til transport af vindmølletårne samt marineudstyr.
- Vi har haft en kraftig vækst og derfor været så heldige at kunne bruge kriseperioden til at nå alle de ting, vi ikke tidligere fik tid til. Desuden har vi haft muligheder for at kunne fordoble vores udviklingsaktiviteter og dermed satset voldsom på nye produkter. Det tør jeg også godt love, kommer til at ske med landbrugsvognene, siger Erik Knudsen.