40 år med el i Skamby
JUBILÆUM: Det handler om at passe kunderne og ikke gå på kompromis med kvaliteten, lyder det fra Skamby El, der 1. maj kunne fejre 40 års jubilæum.
Lørdag den 1. maj var en mærkedag hos Skamby El, der har til huse på adressen Bredgade 14 i Skamby på Nordfyn. Den dag blev virksomhedens 40 års jubilæum nemlig markeret med reception, jubilæumstilbud i butikken, noget for børnene og mulighed for at se Skamby fra oven.
Skamby El blev 1. maj 1970 købt af elinstallatør Max Jakobsen og hans kone, Karen. Det var en lille forretning, og hele arbejdsstyrken bestod af Karen og Max samt en lærling, som »fulgte med« ved overtagelsen.
Familievirksomhed
I sommeren 2002 blev virksomheden overtaget af næste generation, søskendeparret Robin Jakobsen og Annika Nydal, og i dag beskæftiger Skamby El to svende, fem lærlinge, en stærkstrømstekniker/elinstallatør, tre elinstallatører og en i administration m.m.
Både Karen og Max Jakobsen er stadig med i arbejdet. Karen kommer om eftermiddagen og afløser, så Annika kan hente børn. Og Max er i funktion hele dagen.
- Både Robin og jeg har hver to små børn, siger Annika. Derfor er det vigtigt med et godt bagland til at tage over.
El og kunst
- Dengang, vi overtog forretningen, var der mester selv og en halv læredreng, som aldrig havde været på skole. Det gik på lavt blus, fortæller Max Jakobsen. Jeg havde selv en lærling - min lillebror - med, og vi lavede ham færdig, der var her.
- I 1971 fik vi den første svend. Så var vi fire, der arbejdede her. Poul, der kom i lære i august 1971 var her, indtil han blev udlært i 1975. I 1978 kom han tilbage som svend, og han er her stadig og bor tæt på.
I forbindelse med jubilæet præsenteredes i øvrigt i husets tidligere dagligstue kunstudstillingen »Galleri 47«. Karen Jakobsen og Robins kone maler, og Annikas mand laver stenkunst. Galleri 47 vil have en permanent udstilling af familiens værker. Desuden vil lokale kunstnere få mulighed for at udstille.
Motorer og kvalitet
Udover installationsforretningen, som blandt andet betjener landbrug, gartnerier og industrivirksomheder, har Skamby El en butik med små apparater samt en hal med hvidevarebutik. Dertil kommer en afdeling med motorer.
- Vi har altid 150-200 nye motorer plus en hel del brugte, så vi som regel kan hjælpe folk, fortæller Max. Vi reparerer og renoverer motorer, gear og pumper, og vi har et stort udvalg af motorer til gyllepumper. Vi dækker bredt, og det er vigtigt, at folk kan blive hjulpet med det samme - og til konkurrencedygtige priser.
- Vi lægger vægt på kvalitet. Således har vi brugt polske Elektrim motorer i 40 år, og vi er forhandler af dem på Fyn.
Troværdighed
- Vi bor alle sammen tæt på. Det betyder, at vi altid kan betjene folk og hjælpe dem - også med hvidevarer, motorer og termografering, påpeger Robin.
- Vi lægger vægt på at holde et højt serviceniveau til en rimelig pris, supplerer Annika. Og vi kan mærke nu, at vi har passet vore private kunder. Man kan ikke gå ud og tage selv. Men kunderne kommer igen, og mange nye kunder har hørt om os.
- Det er ikke omsætningen, det handler om. Det gælder om at passe kunderne, fastslår Max.
- Telefonen svarer 24 timer i døgnet, og der er vagt på i weekenderne, understreger Robin. I øvrigt laver vi alt inden for landbrug og foderstofbranchen. For eksempel har vi lavet alt elarbejde hos Danish Agro (S.A.B.). Folk værdsætter kvalitetsarbejde, og vi vil ikke gå på kompromis med materialer og den håndværksmæssige kvalitet. Man er nødt til som firma at holde fast ved sine værdier. Det handler om troværdighed.