Udkantsdanmark er blevet den nye politiske slagmark.

Danmarks Radio har indledt en massiv journalistisk kampagne om udfordringerne som kommunerne på landet kæmper med, og fra alle sider af folketingssalen er det blevet populært at komme med udspil, der netop har til hensigt at bringe vækst til disse kommuner.

For landbruget, der om nogle spiller en kæmpe rolle for væksten på landet, er den meget fokus på dette område kun positivt, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, der også glæder sig over, at landbruget fylder en hel del i debatten om Udkantsdanmark.

- Der er ingen tvivl om, at det der batter allermest ude i udkantsområderne, det er at bevare den produktion, altså de naturlige arbejdspladser, der er ude på landet i forvejen, siger Niels Jørgen Pedersen.

Landbruget holder gang i den
Han nævner, at det er landbruget, der er grundstenen for, at der overhovedet er arbejdspladser på landet.

- Folk der bor ude på landet arbejder hos smeden, i banken eller på slagteriet. Det er landbruget, der holder gang i det hele. Og kigger vi på de områder, hvor vi er meget husdyrtætte, så holder landbruget rigtig meget gang i det hele, siger Niels Jørgen Pedersen, der selv er mælkeproducent fra Thy.

Han fortæller om en tommelfingerregel, der siger, at hvis der er husdyrbrug på 1.000 dyreenheder, så giver det 50 arbejdspladser.

- Og det synes jeg også, at politikerne er begyndt at fornemme. Det er ved at gå op for dem, at hvis der er landbrug derude, så er der også rigtig mange arbejdspladser, lyder det.

Mærket en holdningsændring
Viceformanden fortæller, at han synes, at der i positiv er sket meget med politikernes holdning til landbruget i den sidste tid.

- Det kan så være, at der er nogle, der vil skælde mig ud over det, men jeg synes faktisk, at der over det sidste halve år er kommet meget mere forståelse for, hvad landbruget betyder ude i udkantsområderne.

- Så man kan kun sige, at det går den rigtige vej. Vi skal dog i fremtiden stadigvæk bruge rigtig meget energi på at fortælle, hvor meget vi betyder for udkantsområderne, så vi ikke får et endnu skævere Danmark. Det er helt sikkert. Er der ikke landbrug, så tror jeg ikke på, at der vil bo ret mange mennesker derude, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen.

Når det kommer til lokalpolitik, så føler Niels Jørgen Pedersen, at der fra politisk side uanset partifarve er stor sympati for landbrugets holdninger. Kommer det til landspolitik, så er forståelsen også ved at blive lidt bedre.

- Og det gælder jo så i sær for dem, der er valgt ude i udkantsområderne. Jeg tror, at det er nu det rykker, og så handler det for os i landbruget at kende vores besøgelsestid, så vi kan få leveret de fakta, som der skal til i debatten, lyder det fra viceformanden i Landbrug & Fødevarer.