Gårdejer Keld Jensen, Vrå, gik i går i gang med at fjerne sneen på sine staldtage. Mure havde givet sig 8 centimeter.
Svineproducenten Keld Jensen, Vrå, opdagede i går, at murene i skillevæggene i hans stald havde givet sig 8 centimeter.
Allerede i lørdags havde han booket et entreprenørfirma til at rydde sneen, men firmaet havde så travlt, at det først kunne begynde med at rydde sneen på staldtaget i går eftermiddags.
Så længe havde Keld Jensen - forståeligt nok - svært ved at vente, så han var allerede begyndt at rense taget så godt, han kunne, da entreprenørfirmaets mobilkran dukkede op efter avisens deadline.
- Skaden er sket, og jeg skal nu have kontaktet forsikringsselskabet, lød det fra Keld Jensen i går. Til gengæld skulle taget, eller i hvert fald store dele af det, være ryddet i dag.
Keld Jensen har i alt 4.000 kvadratmeter tag over hans 600 søer med opdræt.