Hans måtte fjerne sne for Arla
Arla trodsede snestormen på Sjælland i sidste uge, og formåede at hente alt mælk fra Sjælland. Kvægbonde Hans Neerup måtte dog ud og hjælpe mælkevognen videre i sneen.
For fem år siden fandt Hans Neerup fra Kærsgård ved Herlufmagle et godt tilbud hos kommunen. De havde en gammel, brugt sneplov, som han kunne købe billigt. Det gjorde han, og det har efterfølgende givet ham ro i sindet, når vinteren hærger.
- Man ligger lidt på albuerne, når man skal sove en nat, hvor det er kraftig snefygning, og mælken skal hentes, fortæller Hans Neerup.
For fem år siden var der også en snestorm i Danmark. Og da kommunen 2. juledag besluttede sig for at indstille snerydningen på de mindre veje, og Hans Neerup vidste, at mælkebilen senere på natten ville komme forbi og hente mælk, blev det nok for den midtsjællandske mælkeproducent. Han besluttede sig for at købe en sneplov, så han kunne hjælpe mælkebilerne, hvis de var kørt fast i nærheden. Og det betyder, at han nu kan få en rolig nattesøvn.
- Nu har jeg aftalt med dem, at de bare kan ringe, når de er på vej. Så kan jeg lige køre ud og rydde for dem, så de kan komme frem. Det tager ikke lang tid, siger Hans Neerup.
Også denne vinter har været hård, og der har været brug for sneploven. Under den seneste snestorm hoppede Hans Neerup op i sin John Deere en eftermiddag og kørte 15 kilometer med sneploven foran en Arla tankbil, der så kunne komme trygt videre til Slagelse og aflevere dagens mælk.
En times forsinkelse
Men Hans er ikke den eneste, der har været ude og hjælpe Arla med at komme frem til tiden her i den ellers efterhånden sjældne hårde danske vinter.
- Andelshaverne er blevet spurgt om, om de vil yde assistance. Og det er der nogen af dem, der har stillet op til. Nogle har en rendegraver eller måske en gummiged, som de lige kan køre foran os med, så vi kan komme frem. Andre steder har vi lavet aftaler med maskinstationer, der nogle gange har fulgt os hele vejen, beretter kørselsleder Peter Lorentsen fra Arla.
Og hjælpen, sammen med ekstra bemanding, betød, at Sjælland kom godt igennem den seneste snestorm.
- Vi havde i gennemsnit en forsinkelse på mellem et og to timer, men alt mælk blev hentet til Slagelse. Ikke alt blev hentet i den rigtige rækkefølge, men vi har fået det hele med, siger Peter Lorentsen.
På Sjælland indsatte Arla en ekstra chauffør, der normalt sidder på kontoret og koordinerer, men som blev sendt ud til »problembørnene«. Her brugte de en af de ældre modeller af mælkebilerne, som er uden sættevogn.
Lolland Falster hårdest ramt
Det var på Lolland Falster, at snestormen ramte hårdest – og af flere omgange. Og det var da også her, at Arla oplevede de største problemer med at nå ud og hente mælken.
- Der var en af vores vogne, der kørte fast på Lolland Falster, men her havde vi en ekstra vogn, der kunne tage over med nogle af opgaverne, og derfor fik vi indhentet den tabte tid ganske hurtigt, siger Peter Lorentsen.
Budgettet holder
Ekstra chauffør, maskinstationer til at assistere og forsinkelser. Alt sammen noget, der lyder som røde tal i et budget, men fra Arlas side har man været obs på, at det kunne ske. Derfor er der hvert år stillet et rimeligt stort budget af til at klare sneen.
- Vi budgetterer altid med det. Og det er nok kun hver femte-sjette år, at det bliver rigtig slemt, så budgetterne kan godt holde til det, siger Peter Lorentsen, der dermed fastslår, at en hård vinter som i år ikke kommer til at koste andelshaverne ekstra kroner.









































