»The Beast« er klar til at rykke ud
STOR MASKINE: Entreprenør J. Poulsen, Jelling, har som det første firma i Danmark investeret i en stor kombineret neddeler og flismaskine, der kan klare træ og rødder i alle afskygninger.
Det er en ordentlig »kleppert« - den amerikanske neddeler og flismaskine »The Beast«, der er udbredt i hjemlandet USA samt i Canada og andre lande med stor skovindustri som eksempelvis Sverige.
I Danmark har det første eksemplar af »The Beast« fundet vej til Entreprenør J. Poulsen, Jelling, hvor indehaver Jens Poulsen efter at have set maskinen på internettet besluttede, at sådan én kunne der være god forretning i at investere i.
- Jeg købte maskinen sidste år i juni i England, forklarer Jens Poulsen, mens han viser hvad maskinen kan med flishugning af tykke træstammer, som »The Beast« hurtigt får »tygget« sig igennem, og »spytter ud« som fin træflis i den anden ende. Maskinen kan klare træstammer på helt op til 90 centimeter i diameter.
Og det var et bevidst valg, at investere i den største model på markedet:
- Markedet for flishuggere er presset, så derfor mener jeg man skal kunne tilbyde noget mere. Maskinen her kan tage alt fra rent træ til trærødder og affaldstræ, eksempelvis i forbindelse med nedrivning af landejendomme, tilføjer Jens Poulsen, der med maskinen håber på helt nye opgaver for sin virksomhed – ikke mindst indenfor landbruget i form af skovarealer, rydning af stubbe og behandling af affaldstræ fra nedrevne bygninger.
Træflis er blevet en eftertragtet varmekilde og kan afsættes til kraftvarmeværkerne, mens flis af affaldstræ ikke må afbrændes i Danmark. Der er der til gengæld afsætningsmuligheder i lande som Tyskland og Sverige.
Og Jens Poulsen er også klar til at rykke ud med »The Beast« i hele Danmark, samt Norge, Sverige og Tyskland. Maskinen, der transporteres af lastbil, har nemlig så stor kapacitet, at det sagtens kan betale sig at køre langt efter de store opgaver, hvor den let klarer 1000 tons træ. Samtidig kan maskinen også godt med fordel bruges til mindre lokale opgaver.






































