SALA raser over multimediebeskatning
- Nyt administrativt bøvl, lyder dommen over de nye regler om multimediebeskatning fra arbejdsgiverforening.
Skat har nu udsendt en 20 siders vejledning om, hvordan arbejdsgivere, ansatte og selvstændige skal forholde sig i forbindelse med den nye multimedieskat.
Det sker kun få dage efter, at Økonomi- og Erhvervsministeriet har udsendt en rapport om, at det står helt galt til med produktivitetsvæksten i Danmark og dermed danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til udlandet.
- Paradokset i disse to udmeldinger er til at få øje på, mener adm. direktør i arbejdgiverforeningen SALA, Nils J. Andreasen.
Bøvl
- Først skal arbejdsgiverne bruge oceaner af tid på at forstå den nye beskatning, og dernæst på at gennemgå alle bestående rutiner og aftaler med medarbejderne. Dernæst medfører de nye regler et ikke ubetydeligt kontrolarbejde, hvis arbejdstagerne ikke bare bøjer sig i støvet og betaler skatten.
- Endelig er multimedieskatten hindrende og demotiverende i forhold til en udvikling af fleksible relationer mellem virksomheden og medarbejderne og mellem arbejdstid og fritid til gavn for både virksomhed, medarbejder og ikke mindst produktivitetsudviklingen, siger Nils J. Andreasen i en pressemeddelelse.
- Det dur ikke, at den ene hånd laver regelforenkling, mens den anden rundhåndet øser nye regler og nyt administrativt bøvl ud, siger direktøren.









































