Formanden for Danske Svineproducenter er bekymret over, at blandt andet omsætningen er faldet hos Danish Crown.
Formanden for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, er ikke imponeret over de seneste nøgletal, som Danish Crown offentliggjorde i forgårs.
- Jeg er bekymret over, at Danish Crown har mistet 10 procent af grisene, men kun har fyret omkring 6 procent af medarbejderne, siger formanden.
Torben Poulsen siger endvidere, at han er bekymret over, at omsætningen er faldet omkring 2 millioner kroner siden sidste år, hvilket svarer til knap 5 procent.
De fik for lidt
Med slet skjult ironi i stemmen lyder det endvidere:
- Det er en flot efterbetaling. Det samme gælder årsresultatet. Det skal det jo være, når svineproducenterne har fået for lidt hele året, siger Torben Poulsen.
Formanden oplyser dog, at han ikke har brugt meget tid på at se tallene nærmere efter i sømmene.
- Det er jo kun overskrifterne man præsenteres for. Vi har jo ikke mulighed for at se på, hvad der ligger bag, pointerer han.
- Forskellen mellem den danske og tyske notering er som regel størst om foråret. Derfor er det først til foråret, at vi kan se, om Danish Crown for alvor har været i stand til at øge sin konkurrenceevne, påpeger formanden.
Forventer flot resultat
Efterbetalingen fra Tican offentliggøres i dag, og Torben Poulsen oplyser, at han herfra forventer minimum den samme efterbetaling som fra Danish Crown. Han understreger dog, at det er rene gætterier.
- Jeg forventer, det er gået godt. De (Tican, red.) har haft fyldte kæder et stykke tid, og jeg håber naturligvis, de har tjent gode penge til gavn for svineproducenterne, siger formanden.