Det er vist slet ingen hemmelighed, at der kan spares masser af penge i den danske kødkontrol. Og i finanslovforslaget for 2010 lever fødevareminister Eva Kjer Hansen da også fint op til at følge den handlingsplan, som blev præsenteret i november sidste år.

En handlingsplan der fastslog, at omkostningerne i kødkontrollen i 2011 skal være 113 mio. kroner mindre hvert år, end den var i 2008. Det er en nedsættelse af omkostningerne på 25 procent.

En konsulentrapport, kaldet PWC-rapporten, da den er udarbejdet af revisionshuset PriceWaterhouse Coopers, gik dog i maj måned endnu længere, og pegede på, at der er basis for en yderligere reduktion i omkostningerne. PWC-rapporten pegede således på, at man kan spare hele 40 procent svarende til ca. 180 mio. kroner årligt, når vi når frem til 2011.

Denne rapports konklusioner savner direktør for fødevaresikkerhed og veterinære forhold i Landbrug & Fødevarer, Erik Bisgaard Madsen, at man har fået med i finanslovforslaget.

- Vi kan i finanslovforslaget læse, at fødevareministeren står på mål for den handlingsplan hun lavede i november, men det vi mangler, set med erhvervsøjne, det er at få kvantificeret den effekt af de anbefalinger, som der er fra PWC-rapporten, siger han.

Mangler to kroner pr. gris
Erik Bisgaard fortæller, at han ved, at der i fødevareministeriet bliver arbejdet på, hvordan man får PWC-rapporten implementeret, og han forventer, at det vil ske. Det er dog ikke er det eneste, der bekymrer ham i øjeblikket ved omkostningerne ved kødkontrollen. Også noget der ikke har med finanslovsforslaget at gøre.

I december sidste år fremlagde fødevareministeren hvilke stykpriser hun forventede, der ville være i 2009-2011 pr. svin i kødkontrollen, og her kan Bisgaard se, at der i øjeblikket mangler cirka to kroner pr. svin, hvis målet for i år skal nåes.

- Det er noget, vi er i dialog med fødevareministeriet om, lige nu i de her dage. Dialogen går på, hvordan det skal tolkes, og også om, hvordan vi kan arbejde videre med det, siger han.

Omkostningerne i kødkontrollen var i 2008 på 441,5 mio. kroner, mens den allerede ved årets udgang skal være nede på 370 mio. kroner.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Fødevareministeriet.