J.B. Møller solgt til Aarhusegnens Andel
Der er tale om en meget veldrevet virksomhed, og der er derfor ingen planer om at ændre i den daglige drift, forlyder det fra Aarhusegnens Andel, vedrørende købet af grovvarevirksomheden J.B. Møller A/S i Bedsted.
Endnu en dansk privatejet grovvarevirksomhed er med virkning fra den 1. august opkøbt. Og det kun få dage efter at meldingen om, at DLA Group har købt Aller Mølle.
Denne gang er det Aarhusegnens Andel, der er Danmarks næststørste grovvarevirksomhed, der har opkøbt den sønderjyske grovvarevirksomhed J.B. Møller A/S i Bedsted.
Ejerne Jan og Bent Møller fortsætter i virksomheden, der får forretningsfører Vagn Aage Jensen fra Aarhusegnen som ny direktør.
- Vi sælger, fordi Aarhusegnen er et perfekt match for J.B. Møller, siger Jan og Bent Møller. Ligesom J.B. Møller er Aarhusegnen et troværdigt og konkurrenceskabende alternativ i grovvarebranchen. Aarhusegnen har en størrelse, der giver nogle indlysende fordele på indkøbsområdet. Derfor tror vi, at salget giver de bedste muligheder for, at virksomheden kan forsætte en positiv udvikling.
Udvikling
J.B. Møller, der har hovedsæde i Bedsted og en afdeling i Bylderup Bov, har de sidste fire år oplevet en rivende udvikling, hvor omsætningen er blevet mangedoblet. Den sønderjyske grovvarevirksomhed har egen produktion at foder til såvel økologisk som konventionel produktion.
- Vi overtager en meget veldrevet virksomhed, siger forretningsfører Vagn Aage Jensen fra Aarhusegnen. Derfor agter vi ikke at ændre på den daglige drift. J.B. Møllers sønderjyske kunder kan forvente den samme service, som de er vant til.
Med en omsætning i 2008 på 3,5 milliarder kroner har Aarhusegnen overtaget positionen som Danmarks næststørste grovvarevirksomhed. Virksomheden har hovedsæde og vareterminal i Galten, der ligger ganske få kilometer vest for motorvejskrydset ved Århus.
Synergieffekt
- J.B. Møller bygger på de samme værdier som Aarhusegnen, siger Vagn Aage Jensen. Troværdighed, god service og tilfredse kunder prioriteres meget højt. Derfor ønsker vi heller ikke at ændre på den daglige drift, men håber, at vi på kort sigt opnår en positiv synergieffekt på indkøbssiden og på længere sigt kan gøre J.B. Møllers fabrik i Bedsted endnu mere rentabel.
J.B. Møller, der fortsætter under samme navn, bliver et 100 procent ejet datterselskab i Aarhusegnens Andel.
- Med købet af J.B. Møller forventer vi, at både Aarhusegnen og J.B. Møller får de bedste betingelser for at fortsætte den positive udvikling i Sønderjylland, siger Vagn Aage Jensen. Aarhusegnen har allerede mange kunder i Sønderjylland, men med købet af J.B. Møller bliver vores position i landsdelen yderligere styrket.








































