Bankerne har fået hjælpepakker, så de kan klare deres solvensproblemer. Alligevel benytter de lejligheden til at øge indtjeningen og hæve rentemarginalerne til erhvervslivet, herunder landbruget.

- Bankerne tænker kortsigtet og ved ikke, hvad de vil i øjeblikket. De burde melde klart ud og være ærlige omkring deres håndtering af krisen, for de er lige så frustrerede over situationen som alle andre, siger Per Hansen, Blanke Østergaard ved Asperup.

Den vestfynske mælkeproducent mener ikke, at bankerne behandler landmændene ordentligt i øjeblikket.

- Bankerne har fået en håndsrækning af staten, og Nationalbanken har sænket renten, så der kan komme skub i hjulene. Det er jo ikke for, at bankerne skal lave overskud. Men jeg er ret sikker på, at bankerne kommer ud med pæne overskud i år, siger Per Hansen, som tilføjer, at den aktuelle mælkepris ikke gør livet lettere for kvægbønderne.

- Det er hammertræls, når finanskrise og indtjeningskrise falder sammen. Det gør det svært at låne penge i bankerne, medmindre man har en ekstremt høj effektivitet. Bankerne lægger nu effektiviteten ind i de økonomiske aftaler med landmændene, og hvis vi ikke kan holde den, så er det bare ud, siger mælkeproducenten.

Personlig rådgivning
Per Hansens egen bank havde også planer om at ekspedere ham ud og overtale ham til at sælge gården.

- Jeg har tidligere fulgt en bankrådgiver gennem forskellige banker, fordi det var en person, som også kunne give mig sparring. Da han igen skulle flytte til en anden bank, kom bankens direktør ud og argumenterede for, at vi skulle blive, og ikke flytte med min personlige bankrådgiver. Vi havde en god dialog, og jeg besluttede at blive, fortæller Per Hansen.

- I forbindelse med problemerne med schweizerfrancen sidste år var det bankens holdning, at vi skulle kastes af, lige meget hvad det kostede.

- Så besluttede jeg at få en personlig coach, så jeg kunne få noget personlig rådgivning. Jeg erkendte, at vi havde været ude i noget, som vi i princippet ikke har en pind forstand på, og i den alvorlige situation stod det klart, at det vigtigste var at passe kvægbruget, siger Per Hansen, som mener, at mange landmænd er blevet lokket til at spekulere i schweizerfrancen.

- Når man før finanskrisen kom ind i en bank for at få et ekstra træk på kassekreditten, så gik man ud med en swap-aftale oveni. Vi lod os lokke, for der var penge i det, siger den vestfynske landmand, som understreger, at han og de andre landmænd, som har brændt fingrene på spekulation i schweizerfrancen, naturligvis skrev under på, at der var en risiko.

Nøglen på bordet
Da Per Hansen skulle lave budget for 2009, endte det – i takt med at mælkeprisen faldt drastisk – med, at han i marts afleverede, hvad han betegner som »det mest gennemarbejdede og ærlige budget, vi nogensinde har lavet«.

- I april var jeg sammen med min coach til møde i banken, og her regnede vi med, at tingene faldt på plads omkring økonomien. Vi sad overfor bankens direktør og en medarbejder, og vi gik fra mødet med en fornemmelse af, at banken ville have, at vi skulle sælge gården. Bankens direktør, der havde overtalt os til at blive i banken, fortalte samtidig, at han flyttede til en anden bank, men lovede at deltage i det efterfølgende møde, fortæller Per Hansen.

- Vi har ikke hørt fra ham siden. I stedet kom vi til et møde, hvor to ny medarbejdere, troppede op fra banken uden at være klædt på til et fremtidigt samarbejde. Jeg følte, at de kun havde én dagsorden: Vi skulle ud. Vi skulle afvikle, selv om vi i 1. kvartal havde forbedret likviditeten med 250.000 kroner i forhold til budgettet, og der var trukket 750.000 kroner mindre på kassekreditten.

- Da de også sagde, at jeg skulle sælge 45 hektar jord, som jeg havde købt for tre år siden – i øvrigt på bankens anbefaling – tog jeg min nøgle og lagde den over til bankens medarbejdere. Med de krav, der blev stillet, var der ingen grund til at bruge mere tid på det møde, siger Per Hansen, der dog fik nøglen med hjem igen.

En vigtig læreproces
Det endte med, at en medarbejder fra banken skulle ringe til landmanden den næste dag, og her havde tonen fået en helt anden lyd.

- Banken var blevet klogere, fortæller Per Hansen. De var kommet til den konklusion, at jeg nok var den, der var bedst til at køre Blanke Østergaard. Det var jeg selvfølgelig glad for at høre, og i øvrigt helt enig med ham i. Vi fik efterfølgende holdt endnu et møde, hvor tingene blev sat på plads på en fornuftig måde.

Ifølge landmanden har forløbet været en vigtig læreproces.

- Jeg har ikke fortrudt, at jeg er blevet i banken. Men jeg føler ikke, at jeg har fået den professionelle behandling, som man burde kunne forvente af en stor bank. Slet ikke, siger Per Hansen, som samtidig kalder det forløb, han har været igennem med banken for lærerigt.

- Jeg har lært utrolig meget af det her. Bedriften betyder ekstremt meget – men den betyder ikke alt. Fremover vil jeg hellere udvikle mig personligt, end jeg vil udvikle bedriften. Og hvis jeg skal sælge, så vil jeg selv bestemme, hvornår det skal være. Det er vigtigt for mig. Hvis jeg skal herfra, så vil jeg tage herfra med selvrespekten og stoltheden i behold, siger Per Hansen.