Danish Crown hilser et tjek af smågrisenoteringen velkommen
SMÅGRISE: Den beregnede smågrisenotering kan ikke stå alene, mener Erik Bredholdt, næstformand i Danish Crown.
Der er noget om snakken.
Smågrisenoteringen, som mange smågriseproducenter bruger som grundlag for deres kontrakter med deres aftagere, er ikke i balance. Det mener i hvert fald Erik Bredholt, næstformand i Danish Crown.
I weekenden kunne Effektivt Landbrug fortælle om smågriseproducent Kresten Krenzen fra Als, der er gået sammen med et par kolleger om at starte en debat om den beregnede smågrisenotering, som de mener er uretfærdig. I krisetider er det nemlig smågriseproducenter, der betaler gildet, lyder det fra dem.
- I de perioder, hvor puljenoteringen ligger over den beregnede smågrisenotering, er det soholderne, der opsiger deres kontrakter med slagtesvineproducenterne, og når puljenoteringen ligger under, så er det omvendt, lyder kommentaren fra Erik Bredholt.
Halvt halvt
Rådet fra Erik Bredholt til købere og sælgere af smågrise er, at når man indgår kontrakt, så skal man benytte halv smågrisenotering og halv puljenotering, når man skal finde prisen. På den måde følges man ad i både medgang og modgang.
- Vi har haft masser, der har ringet ind og spurgt om, hvad de skal gøre, og det er dét råd, som vi har giver dem, siger han.
Erik Bredholt afviser samtidig de antydninger, som Kresten Krenzen kom med, at Danish Crown bliver tilgodeset i den beregnede smågrisenotering. Ej heller har man fra slagteriets side noget som helst at gøre med at udregne smågrisenoteringen, så den tilgodeser slagtesvineproducenterne.
- Hvis det skulle være tilfældet, så lykkes det ikke. Det virker stik modsat, siger Erik Bredholt.
Han fortæller, at det altid vil være i Danish Crowns interesse, at der er stabilitet i markedet og ikke uro. Derfor er det absolut heller ikke nogen dårlig idé, når formand Torben Poulsen siger, som han gjorde i weekenden, at man fra Danske Svineproducenters side vil finde lommeregneren frem og lave en stor gennemgang af den beregnede smågrisenotering.
- Fra Danish Crown vil vi hilse en gennemgang af den beregnede smågrisenotering velkommen, lyder det.
Ikke unfair
Sådan en gennemgang kan Danish Crown nu måske også få nu. Om ikke fra Torben Poulsen og de Danske Svineproducenter, så fra Dansk Svineproduktion, der står bag den beregnede smågrisenotering.
Det fortæller afdelingschef Martin Andersson, der er sekretær i det udvalg, der laver den beregnede smågrisenotering. Det er et udvalg, hvor der blandt andet sidder to slagtesvineproducenter og to soholdere.
I løbet af de kommende dage lover Dansk Svineproduktion således at komme med en artikel med dertilhørende beregninger, hvor man kan gå ind og påvise, at den beregnede smågrisnotering ikke er unfair.
- Den beregnede smågrisenotering er udelukkende baseret på de gennemsnitlige produktionsomkostninger. Den vil aldrig kunne være i fuld overensstemmelse med markedsforholdene. Den tager ikke højde for, at der er et permanent træk af smågrise, siger Martin Andersson.
Diskussion
Martin Andersson er glad for at tage hul på diskussionen, som slet ikke er ny. Der har altid været svingninger.
- Og så er det også sådan, at vi er meget åbne i udvalget. Man kan altid komme ind og få foretræde for udvalget og høre vores forklaringer, siger Martin Andersson med direkte henvisning til de utilfredse soholdere.








































