Årets jordbærpris 2009

Forsanger i bandet Infernal og dommer i X-factor, Lina Rafn, modtog tirsdag den 16. juni Jordbærprisen fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Tirsdag den 16. juni fik sangerinden Lina Rafn overrakt GAU's jordbærpris. Prisen blev uddelt for syvende gang, og er tidligere blevet modtaget af prominente personer som Hella Joof, Sigurd Barrett og Cecilie Frøkjær. Den blev overrakt hos jordbæravler Lisbeth Toft fra Rokkedysse Jordbær i Veksø på Sjælland.

Lina Rafn modtager prisen, fordi hun med sin ærlighed, varme og handlekraft har formået at charme sig ind hos seerne af X-factor.

- Lina Rafn har med sin indlevelsesevne og følsomhed båret mange deltagere igennem X-faktor, og derfor modtager hun denne pris, der bliver givet på vegne af alle Danmarks jordbæravlere, sagde Laurits Balle, formand for GAU.

Lina Rafn var en glad modtager af prisen.

- Jeg elsker det faktum, at der er en begrundelse for denne pris, og oven i købet en begrundelse, jeg kan genkende. Og så kan jeg faktisk rigtig godt lide jordbær, sagde Lina Rafn ved prisoverrækkelsen.

Med prisen fulgte et flot diplom samt æren af at bære titlen i et helt år frem.

Læs også