Kræver nye strammere EU-regler til svinetransport

EU-VALG: Både Morten Messerschmidt (DF) og Margrethe Auken (SF) vil have bremset svinetransporter til Tyskland.

Det er ikke meget, de er enige om, men når det kommer til svinetransporter, er holdningen ens mellem SF's Margrethe Auken og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

Det skal være slut at transportere svin syd for grænsen, siger de.

Begge er kandidater til Europaparlamentet, som der stemmes om søndag 7. juni. Med hjælp fra Europa-parlamentet vil de nu, hvis de bliver valgt, tage fat på de danske landmænds transport af svin til slagterier i Tyskland.

Ifølge DR kommer udmeldingerne fra de to politikere, efter de er blevet bekendt med, at Danish Crown pønser på at flytte en del af sin produktion til Tyskland. I ni-punktsplanen, der blev vedtaget i starten af måneden på slagteriets repræsentantskabsmøde, og som skal redde Danish Crown og sørge for besparelser på cirka 1,3 milliarder kroner, er det således beskrevet, at mindst to slagterianlæg i Danmark skal lukkes, og det skal overvejes at flytte en del af produktionen til Tyskland.

Utrolig griskhed
SF's Margrethe Auken er fortørnet.

- Det er da også utroligt, at griskhed skal styre alt. Det går ud over mennesker og dyr, det går ud over os, det går ud over tyskerne, og det går ud over polakkerne, lyder det fra Margrethe Auken til DR Syd.

Hun vil nu tage kontakt til sine kolleger i EU-parlamentet, hvor hun sidder i forvejen, og have sine tyske kollegaer til hurtigt at undersøge, om brugen af polske løsarbejdere, som man har i Tyskland, er ulovligt ifølge EU-reglerne.

Hæslige transporter
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vil også have dyretransporterne stoppet med EU's hjælp.

- Det vil kunne ske ved, at man i EU's regler skriver, at der er en grænse for, hvor langt man må transportere dyrene, så man undgår de her hæslige dyretransporter, som vi har set i hele EU, siger Morten Messerschmidt til DR Syd.

Læs også