For små to uger siden afbrød Agroskolen i Hammerum samarbejdet med Borris Landbrugsskole. Bruddet betyder, at Borris Landbrugsskole med det samme er blevet lukningstruet, da skolen nu står uden nogen licens i Undervisningsministeriet til at drive skole.

Borris Landbrugsskole har dog langtfra kastet håndklædet i ringen, fortæller forstander Lars Tobler.

- Vi arbejder med to forskellige løsninger lige nu. Mere er vi sådan set ikke parat til at sige lige nu, siger forstanderen, der dog lover, at han inden for kort tid vil være parat til at fortælle mere om de forskellige løsninger.

Altid kæmpet
Det er ikke første gang, at Borris Landbrugsskole er lukningstruet. Flere gange i det seneste årti har skolen været tæt på at måtte dreje nøglen om.

- Vi har altid været i en overlevelseskamp. Og nu prøver vi alt, hvad vi kan. Det skylder vi medarbejderne. Vi skal finde en løsning på det her, siger Lars Tobler.

 Der er i øjeblikket 45 ansatte på Landbrugsskolen i Borris. Grunden til, at Agroskolen afbrød samarbejdet, var, at man ikke så sig i stand til at gennemføre den tilsynspligt, som ministeriet strammede ved begyndelsen af dette skoleår.