UFINE METODER: Svineproducent Thorkild Fink mener, at man ved Danish Crowns repræsentantskabsmøde brugte ufine metoder ved at inkludere differentieret afregning som en del af den samlede fremtidsplan.
Trods det, at et tilsyneladende overvejende enigt repræsentantskab vedtog Danish Crowns nye fremtidsplan, så er det ikke alle, der er helt tilfredse.
Thorkild Fink, Rødekro, er et af de repræsentantskabsmedlemmer, der stemte for den nye plan, men som alligevel ikke er tilfreds.
- Jeg er en af dem, der synes, at det kunne have været godt at have et pejlemærke, hvor man sagde, at man skulle nå den tyske notering inden for en vis periode, og jeg har været med til at foreslå, at det skulle være inden april 2010. Men det var der ikke lydhørhed for, beklager han.
Del af samlet plan
Han indrømmer, at han stemte ja, men det var under protest, på grund af den differentierede afregning. Den har vi jo stemt nej til én gang, fortæller han, og tilføjer:
- Jeg har det ikke godt med måden, det blev kørt igennem på. Forslaget blev lagt frem som en del af en samlet plan, hvor man ikke havde mulighed for at sige til og fra. Det er en underlig måde at gøre det på, men nu må det komme an på en prøve, siger Thorkild Fink, der nu vil se tiden an.
Også svineproducent Torben Farum, Sæby i Nordjylland, udtrykte utilfredshed med den differentierede afregning umiddelbart efter mødet i tirsdags.
Danish Crown tilfredse
Fra Danish Crowns ledelse lyder der imidlertid andre toner:
- Sætter man sig ind i det nye komplekse afregningskoncept, så er der rigtig mange fordele for producenterne, forklarer Erik Bredholt, formand i Danish Crowns svineproduktionsudvalg.