I debatten om nationalparkoplægget i Det Sydfynske Øhav opleves blandede udmeldinger. Holdningen fra Patriotisk Selskab er dog ikke til at tage fejl af:

- Patriotisk Selskab kan ikke gå ind for den park dernede, sådan som kortene ligger nu, siger formanden, godsejer Peter Cederfeld de Simonsen, Brahesborg ved Assens.

Han påpeger, at der er mange af intentionerne med en nationalpark, som man kan sige er positive, og at der måske især i det sydfynske område er mange af de såkaldte kulturmiljøer, der har noget unikt, og som er udmærket at være bevidst om. Men det mener han også kan ske via andre ordninger, som for eksempel gennem landdistriktsmidler.

Råderum?
- Det er lidt ligesom, når en landsby går sammen om at lave et forsamlingshus. Så samler de sig om det, og så bliver det et godt resultat. Det synes jeg sådan set, at man må have respekt for på en god måde. Der, hvor jeg synes, problemet er, det er i forhold til dem, der har været kulturbærere i mange år - altså landbruget, påpeger formanden.

- Det er fint nok med flere gårdbutikker og sådan noget. Men for dem, der skal leve af det, er der ikke taget tilstrækkelig hånd om at sikre et råderum, så de også fremadrettet kan blive garanteret eksistens på fornuftig måde.

Peder Cederfeld understreger endvidere, at hvis man politisk er blevet enige om, at sådan er det, så må man samtidig sige, at hvis lodsejernes rådighed bliver indskrænket ved at bo i en sådan nationalpark - så må man yde dem erstatning.

Ikke gratis
- Det har de bare ikke fået nogen garanti for overhovedet. I stedet er landbruget kørt over i den sammenhæng.

- Dem, som skal bo og leve i et nationalparkområde, skal behandles på en ordentlig måde. Andet kan man simpelthen ikke være bekendt, understreger han og sammenligner med det en kamp mod vejrmøller, sådan ment, at hvis Folketinget beslutter sig for en nationalpark, så kan de beslutte det - måske.

- Det med almenvældet kan nemlig diskuteres, og så må politikerne også vide, at det koster penge. Det kan man ikke gøre gratis!

Klokkeklart
- Så, som trådene ligger nu, så tager Patriotisk Selskab meget afstand fra det her. Vi kan ikke på det foreliggende grundlag gå ind for projektet, så skarpt kan jeg sige det, understreger formanden.

Peder Cederfeld påpeger, at man simpelthen risikerer, at der ikke er nogen, der vil købe noget jord i området, fordi de ikke ved, hvordan situationen ser ud om to, fem og otte år, og så har man et værditab!

- Nogle af mine kolleger rundt omkring har ikke været helt så skarpe i mælet på det felt, og debatten har været lidt mudret. Men det er vigtigt for mig at sige, at det her er jeg fuldstændig klokkeklar på, lyder udmeldingen fra Peter Cederfeld de Simonsen.

(2) 54-19-fy