Fra i år af skulle der meget gerne være styr på omkostningerne for landbrugsselskabet First Farms, der har investeret millioner af kroner i landbrug i Slovakiet og Rumænien. Dermed skulle man meget nødigt se en gentagelse rædselsåret 2008, der bød på et underskud på intet mindre end 23,4 millioner kroner før skat.

- 2008 var et ekstremt år. Det er sådan et af de år, som vi meget nødigt, vil se igen, lyder det fra Kim Stokholm, direktør i First Farms.

Underskuddet skyldes især betydelige fald i råvarepriserne på verdensmarkedet, idet prisen på såvel mælk som afgrøder faldt drastisk i den sidste del af 2008.

Direktøren er dog optimistisk, når det kommer til fremtiden. Selvom det i selskabets første fire år endnu ikke er lykkedes at lave et overskud, så mener direktøren, at kombinationen med at drive landbrug i Østeuropa og tjene penge er noget, der bør kunne lade sig gøre.

- Vi tror da bestemt på, at det kan lade sig gøre at tjene penge på at producere fødevarer. Det bør det kunne, siger Kim Stokholm.

At andre også tror på First Farm, kan muligvis også aflæses af aktiekursen, der i dagene op til årsrapportens offentliggørelse var helt nede i kurs 54. Siden er den dog nu steget. Tirsdag lå kursen på 70.

Det bliver bedre
Kim Stokholm forklarer, at omkostningsniveauet for First Farms har ramt et stabilt leje. Derudover har man foretaget voldsomme investeringer i de sidste år, som man nu meget gerne skulle begynde at kunne mærke effekten af. First Farms forventer at lave et lille overskud på mellem 0-3 millioner kroner i 2009.

- Selvfølgelig bliver det bedre i fremtiden. Dermed ikke sagt, at der ikke pludselig kan ske et eller andet uforudset på verdensmarkedet igen. Det er også derfor, at vi i vores årsrapport, har været meget påpasselige med at lave nogle specifikke forudsætninger, der skal være opfyldt, for at vi kan få overskud i 2009, siger Kim Stokholm.

I 2008 forventede First Farms også overskud til at begynde med.

Ingen betydning
21. april afholder First Farms deres ordinære generalforsamling. Ifølge Kim Stokholm bliver det en helt almindelig generalforsamling, hvor der ingen dramatik bliver. Af bemærkelsesværdige punkter på dagsordenen, kan dog nævnes, at godsforvalter Stig Anderson fra Overgaard Gods træder ud af bestyrelsen. I stedet foreslår bestyrelsen, at Per Villumsen, der er én af stifterne af First Farms og storaktionær i selskabet, tager hans plads.