- Jeg havde ikke drømt om, at vi ville få den udvikling, og jeg tror absolut også på en fremtid for Dal-Bo.

Sådan lyder den samlede vurdering fra Kaj Pedersen forud for 100 års jubilæet i Maskinfabrikken Dal-Bo A/S i Randbøl - virksomheden har eksisteret i 60 år, og det er 46 år siden, at Kaj Pedersen blev ansat for i starten af 1970-erne at overtage firmaet af sin far.

- Vi mærker selvfølgelig også den økonomiske situation. Ordretilgangen er ikke så stor, men jeg tror på, at vi nok skal holde hjulene i vandet, noterer Kaj Pedersen overfor Landbrug Syd.

Virksomheden beskæftiger fortsat 60 medarbejdere, og det er ifølge Kaj Pedersen det hidtil højeste antal og en kraftig udvikling i forhold til hans start - da var der 3-4 ansatte.

Stor eksport
- Vi andre, der har været med i branchen i 46 år, har før mærket sådanne nedture, men denne gang er det gået uhyggeligt hurtigt. Det andet kunne heller ikke blive ved. Denne gang kom det brat, men jeg tror, det er sundt, selvom det er barskt, lyder det fra Kaj Pedersen.

- Det er i sådanne situationer, vi skal bevise, at vi kan overleve. Vi skal ud at sælge på nye markeder, og vi sælger nye varer hver dag, noterer Kaj Pedersen.

Langt den største del af omsætningen ender uden for landets grænser. I fjor blev 70 procent af produktionen eksporteret, men Dal-Bo fornemmer, at krisen rammer de danske landmænd hårdere end de udenlandske, så derfor vil eksporten formentlig stige til op mod 80 procent.

De største aftagere er Frankrig, Tyskland og England, men Kaj Pedersen kan også fortælle om handel i bl.a. Skandinavien, Ungarn, Østrig og lidt Ukraine og Rusland.

Ved jorden at blive
Tromler har altid været hovedproduktionen hos Dandbøl-firmaet, og ellers gælder det andre ting til jordbehandling.

- Vi har gennem årene produceret andet, men for 20 år siden besluttede vi, at vi kun skulle producere til jordbehandling, og vi er en af de største producenter af tromler i Europa, noterer Kaj Pedersen med tilfredshed.

Han er anden generation i firmaet, der startede tilbage i 1948, og ganske rigtigt, så var det i fjor, at firmaet rundede de 40 år.

- Vi var i gang med at opføre en 2000 kvadratmeter stor lagerhal, så vi besluttede at vente med at markere fødselsdagen til nu, når tingene var færdige, og der igen var forår, fortæller Kaj Pedersen forud for receptionen fredag 17. april og festen for bl.a. medarbejderne dagen efter.

Generationsskifte
Det var Kaj Pedersens far, Henry Pedersen, der startede smedeforretning i virksomhedens ældste bygning, der i dag benyttes som administrationsbygning. Såvel de økonomiske som de fysiske rammer var små, og bygningen indeholdt således både smedje og privatbeboelse.

Når egnens landmænd skulle have repareret vogne og maskiner, kunne det ikke alene mærkes og høres i smedjen - døren til privatbeboelsen var ikke tæt, så osen fra essen trængte ofte ind i privaten. På daværende tidspunkt var det også den lokale smed, der stod for skoning af heste - et arbejde der dog blev udført i et mindre skur på gårdspladsen.

Henry Pedersen var en energisk mand, og tingene udviklede sig hurtigt. Fra almindelig smedje med VVS-afdeling blev der udvidet med produktion af sækkeløftere og landbrugsvogne til de lokale landmænd.

Henry Pedersen indså dog snart, at der skulle et større produktionsvolumen til, hvis han skulle overleve i Bindeballe. Derfor begyndte Dal-Bo i starten af 1960-erne at fremstille tromler og aflæsserlifte, hvor muligheden for masseproduktion var til stede.

Med aflæsserliften som »døråbner« kom der for alvor gang i salget af tromler, der siden da har været virksomhedens nøgleprodukt. Distributionen blev nu varetaget af et stigende antal forhandlere i både indland og udland.

I midten af 1970-erne blev virksomheden overtaget af Kaj Pedersen, som siden 1968 havde været ansat som sælger i virksomheden, der i dag har 12.000 kvadratmeter under tag.

1. januar 2007 valgte familien Pedersen at påbegynde et generationsskifte, hvor Hans Otto Wildfang og Åge Almtoft indtræder i ejerkredsen. Hans-Otto Wildfang og Åge Almtoft er ansat i Dal-Bo A/S med arbejdsområde indenfor henholdsvis eksport og administration/produktion/indkøb.

63-årige Kaj Pedersen har dog ikke tænkt sig at stoppe endnu, men tidspunktet afhænger meget af helbredet.