- Om 13 år er dansk landbrug på vej til at blive landets mest populære erhverv, fordi landbruget har god samvittighed og har teknologi, videnskab, ansvarlighed og skønhed i højsædet.

Den optimistiske holdning kom fra WeekendAvisens chefredaktør, Anne Knudsen, som var en af paneldeltagerne ved minikonferencen Dansk Landbrug 2022, der løb af stablen i Ringsted Kongrescenter den 17. marts.

Her fik omkring 120 fremmødte mulighed for at se fremad og diskutere med hinanden og et panel bestående af Anne Knudsen, Dansk Landbrugs viceformand, Michael Brockenhuus-Schack, Venstres skattepolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen og Institutleder for Jordbrug og Økologi (KU-Life), Svend Christensen.

Accept og respekt
Opgaven for deltagerne var at formulere en vision for dansk landbrug år 2022, identificere de tre største udfordringer for at nå målet og til sidst komme frem til konkrete løsningsmuligheder.

Michael Brockenhuus-Schacks vision lå tæt på Anne Knudsens.

- Landbruget skal ikke kun være en accepteret del af samfundet men en respekteret del, slog han fast.

Ved de runde borde i salen gik debatten livligt, og der var meget bred enighed, da det kom til at udpege de største udfordringer. De problemer, der fylder meget i dag, fyldte også meget i diskussionen om fremtiden.

Rammevilkår og viden
Øverst på listen står opgaven med at skabe gode rammevilkår så landbrugsproduktionen kan udvikle sig. Det drejer sig om eksempelvis miljøkrav, finansieringsmuligheder og ejerforhold på de voksende bedrifter.

Ind som nummer to kom viden, forskning og innovation som en betingelse for en stærk konkurrenceevne. Svend Kristensen fra KU-Life var glædeligt overrasket over, at videnskaben prioriteres så højt og forudså, at driftslederen på sigt nærmest vil være en lille forsker, som kan afprøve resultater og teorier i praksis.

Kommunikation eller løgn
Den tredje centrale udfordring bliver samspillet mellem landbruget og det omgivende samfund. Et helt konkret forslag var at sende landbruget og Dansk Naturfredningsforening i parterapi, men det er også et spørgsmål om, at landbruget må vænne sig til at være i mindretal og finde en strategi for at håndtere den situation og samfundets stigende krav.

Et centralt middel i den kamp er kommunikation, men her advarede Anne Knudsen mod at forsøge sig med spin og andre smarte metoder.

- Kommunikation er ikke det samme som at lyve. Man kan ikke bare lave flotte kampagner - nogle gange må man i stedet lave sandheden om. Det nytter ikke at besmykke væmmelige ting, slog hun fast.