Formand: Det er ren slendrian
ANGREB: Formanden for Kødbranchens Fællesråd Asger Christensen langede kraftigt ud efter fødevarekontrollen ved gårsdagens repræsentantskabsmøde i Vejle.
Kødbranchen vil ikke mere bøje nakken for myndighedernes urimeligheder. Selvom oksen ifølge kinesisk astrologi er både tålmodig og lydig, så har kødbranchen nu fået nok af det omfattende myndighedstyrani.
Derfor vil branchen sætte hælene i og ikke bare bøje nakken, når slagteribranchen eksempelvis bliver idømt bøder.
Mangler politisk mod
Formanden for Kødbranchens Fællesråd, Asger Christensen angreb kødkontrollen i skarpe vendinger på gårdsdagens repræsentantskabsmøde på Hotel Vejlefjord ved Vejle.
- Det er ren slendrian. Der mangler politisk mod og styrke til at gennemføre de nødvendige ændringer. For mig at se har de ikke styr på noget som helst, sagde Asger Christensen.
Det fremgik således af mødet, at fødevarekontrollen sender regninger på efterregulering af omkostninger. Eksempelvis havde Aarhus Slagtehus fået en efterregning på 349.000 kroner.
Søger juridisk hjælp
Andre slagterier kunne melde om samme fremgangsmåde, og formanden havde tal der viste, at prisen for kødkontrollen nemt kunne svinge voldsomt. Prisforskelle på 50–60 procent mellem dyreste og billigste kontrol er ikke ualmindeligt. Gennemsnitligt er prisen steget med 20 procent til cirka 65 kroner pr. dyr.
Utilfredsheden er så stor, at branchen har søgt juridisk assistance, for at få visse verserende sager afgjort retsligt. Branchen forlanger eksempelvis ensartede regler for prøveudtagning.
- Målet er på ingen måde en dårligere kontrol, men derimod en mere effektiv kontrol, fastslog Asger Christensen.
-----








































