Gode råd var dyre hos I/S Staubro efter en periode sidste sommer, hvor søerne begyndte at æde mindre foder. Samtidig kom der i sensommeren dødsfald blandt søerne.

- I første omgang troede vi, at det var det nye korn lige efter høst og måske et udslag af højere udendørs temperaturer, samt det faktum at vi havde vaccineret alle søerne, der gjorde at søerne åd mindre foder, udtaler Søren Staugaard.

Sammen med Søren Brogaard ejer han I/S Staubro i Øster Lindet ved Rødding. Besætningen består af cirka 1.000 søer i en moderne løsdriftsstald med transponderfodring og vådfoder. Klima- og slagtesvinestald forefindes på naboejendom. Der produceres 29.000 smågrise pr. år, og grisene sælges som 30 kg’s grise til fast aftagere. Jordtilliggende udgør ca. 280 hektar, og man har i alt 7 ansatte foruden ejerne.

Der skulle ske noget
Problemerne accelererede i september til november måneder med flere døde søer til følge og stadig manglende ædelyst.

- Vi gik i gang med en omfattende rengøring af alle fodertanke i forbindelse med vådfodringen, herunder vores Lumino tank. Men søerne døde fortsat, fortæller Søren Staugaard.

- Dyrlægen fik foretaget obduktion af udvalgte søer og kunne konstatere indre blødninger og organdrejninger. Desuden fik vi taget prøver for eventuelt udbrud af Lawsonia, som dog viste sig at være negativ, fastslår gårdejeren.

Til sidst kunne det kun være foderet, hvorfor en større rengøringsaktion blev påbegyndt.

Søren Staugaard tog kontakt til Nordic Stald Kemi for at få rådgivning om produktvalg til rengøring og desinfektion.

Hans Erik Brink fra Nordic Stald Kemi anbefalede en grundig rengøring med sæbe og efterfølgende desinfektion med virksomhedens produkter.

- I forbindelse med, at jeg selv havde »hjemmeweekend«, valgte jeg at rengøre fodersystemet, beretter Søren Staugaard.

- Med rent vand trykkede vi al foder ud af foderstrengene og over i gyllebeholderen. Derefter skyllede jeg med rent vand for derefter at anvende Nordic Staldsæbe i et vaskeprogram på computeren, således vi fik opløst al tilbageværende foderrester og eventuelle aflejringer.

- Igen kørte jeg rent vand igennem og afsluttede med en desinfektion med Nordic Aquarens og til sidst rent vand igen. For ikke at løbe nogen som helst risiko blev dette også tømt over i gyllebeholderen.

Ved det gamle
- Effekten af rengøringen og desinfektionen var positiv. Søerne har igen normal ædelyst og antallet af dødsfald blandt søerne er stærkt faldende. Så vi begynder at nærme os en normal situation, udtaler Søren Staugaard.

- Man lærer utrolig meget igennem en sådan proces. Man får anskueliggjort faldgruberne i produktionen og ikke mindst fundet frem til de svage steder i et vådfodringssystem som vores.

- Derfor er vi begyndt med restløs fodring til søerne, således, der intet foder står tilbage i rørsystemet og således, der altid skylles efter med rent vand, fastslår han.

FODER: Søren Staugaard fra Staubro I/S har gennemført en grundig rengøring af vådfodersystemet til søerne med produkter fra Nordic Stald Kemi.