Miljøminister Troels Lund Poulsen blev ifølge Tønder Kommune både glad og synligt overrasket, da han forleden blev præsenteret for den udvikling, der på det seneste er sket, når det gælder behandlingen af landbrugssager i Tønder Kommune.

- Vi var på besøg hos ministeren i en helt anden anledning, da han spurgte til, hvordan det egentlig går med miljøsagerne i landbruget – og det er vel ingen hemmelighed, at det har været skidt, men nu går det faktisk fantastisk godt, fortæller formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Tønder Kommune, Hans L. Hansen.

- Vi kunne fortælle ministeren, at vi nu har en ventetid på blot tre-fire måneder, inden den egentlige sagsbehandling går i gang. For kort tid siden lå ventetiden på 24-26 måneder, så der har virkelig været tale om en massiv indsats og en positiv udvikling, fortsætter Hans L. Hansen.

Han understreger, at den gode udvikling skal tilskrives de ekstra penge – to millioner kroner - kommunalbestyrelsen har afsat til formålet. Pengene er blandt andet blevet brugt til at hyre eksterne firmaer til at hjælpe med sagsbehandlingen.

Spænder ben
Den egentlig årsag til Tønder-delegationens besøg hos ministeren var blandt andet, at kommunen gang på gang bliver underkendt af Miljøcenter Odense, når mindre virksomheder i det åbne land søger tilladelse til at udvide.

- Miljøcentret spænder simpelthen ben for os, og det rammer hårdt specielt hos udkantskommuner som os, hvor vi virkelig må kæmpe for at fastholde de industrivirksomheder, vi har, lyder det fra Hans L. Hansen.

Formanden fortæller, at det typisk handler om mindre virksomheder, der etablerer sig på nedlagte landbrug.

Bremser
- Efter nogen tid – når deres idé har fænget, og de er kommet godt i gang - melder der sig et behov for at udvide, bygge en ekstra hal eller noget andet. I Tønder Kommune vil vi gerne hjælpe med en tilladelse, men Miljøcentret i Odense underkender os altså den ene gang efter den anden.

- Deres mening er, at den pågældende virksomhed så må forlægge residensen til et industriområde – men det er jo fuldstændig urealistisk. Derfor skal de mindre kommuner som vores sikres bedre muligheder for at fastholde et sundt erhvervsliv – også i det åbne land, siger Hans L. Hansen.

Han kan dog glæde sig over, at miljøministeren var meget imødekommende og erkendte, at der er problemer på området.