DC-udbrydere tilbyder stadig højere notering

EKSPORT: Oven på en fantastisk start med tårnhøje priser, er niveauet dog faldet en smule for Danish Crown-udbryderne i Danpork, der sendte de første svin ud af landet for syv måneder siden.

Der blev lagt ud som lyn og torden, da Danpork i begyndelsen af august sidste år eksporterede de første slagtesvin ud af landet til Tyskland i det nye selskab, der er startet af fem udbrydere fra Danish Crown.

Prisen lå på det tidspunkt på over 100 kroner mere pr. svin end i Danmark. Nu er niveauet i Tyskland imidlertid faldet en smule, og i øjeblikket kan man i Danpork tilbyde en pris, der ligger 18-20 kroner højere pr. svin end i Danmark i nettofortjeneste.

- Det går sådan set ganske udmærket. Vi eksporterer slagtesvin på livet løs. Vi mærker en øget interesse for vores virksomhed og for hvad vi kan tilbyde, siger Steen Thaysen, direktør i Danpork, som også kan fortælle, at de fra 1. april, får endnu flere leverandører med.

Mærker krisen
Nedgangstiderne kan man dog også mærke i Danpork.

- Folk er lidt mere forsigtige. Der skal mere til at flytte dem. Vi havde nogle fantastiske mer-priser i august-september, men der var det sådan, at folk de skulle lige se, om det danske marked ikke kom med, siger Steen Thaysen.

I november-februar har man dog i Danpork ikke kunne tilbyde en væsentlig merpris i forhold til den danske notering, og ifølge Steen Thaysen så ville man gerne have, at prisforskellen var lidt større.

- Men vi er faktisk stolte over, at vi i de to traditionelt værste måneder på året har kørt lige op med eller ligget med et lille plus i forhold til den danske notering, siger han.

Skal man tro direktøren, vil noteringerne syd for grænsen stige kraftigt nu, så i de kommende måneder vil prisforskellene mellem hvad Danpork kan tilbyde og hvad de danske slagterier kan tilbyde, blive endnu mere markant.

- Det er nu folk skal være opmærksomme på at komme med, inden toget det kører, siger Steen Thaysen.

Direktøren ønsker ikke at oplyse antallet af leverandører, der leverer til Danpork eller hvor mange slagtesvin, som det er, man kører ud af landet.

- Det vil jeg helst ikke oplyse. Det er jo lidt følsomt i de her dage, kommer det fra Steen Thaysen.

Ikke ramt
Direktøren føler sig dog ikke ramt, at de kraftige protester, der har været fra fagforeningerne og visse politikere, der mener, at de er skyld i, at danske slagterier må lukke.

- Vi føler os faktisk overhovedet ikke ramt. Vi er så stolte over vores virksomhed og det vi gør. Vores fornemste opgave det er, at skaffe en merpris til landmændene og det kan vi, siger Steen Thaysen.

Fra mange af kritikkerne, der savner han lidt mere saglighed i debatten. Faktisk går han så vidt, som til at kalde sig selv chokeret over den manglende saglighed i debatten. Blandt andet nævner han, den afgift som Socialdemokraterne lige har foreslået om pant på eksporterede svin.

- Altså slagterierne forarbejder jo og slår grisene ihjel, og fragter de to halve slagtekroppe videre til udlandet til videre forarbejdning. Tænker man tanken til ende, så burde der jo så også være en afgift på de to halve slagtekroppe, der kører ud af landet der, og kommer tilbage igen forarbejdet, siger Steen Thaysen.

Læs også