Selvstændige sydfynboer
GENERALFORSAMLING: Sydfyns Familielandbrug vil ikke med i den fynske fusion, men fortsætter som selvstændig forening i Fyns Familielandbrug.
- Vi har i Sydfyns Familielandbrugs bestyrelse enstemmigt vedtaget at fortsætte som selvstændig forening, men stadig med tilknytning til Fyns Familielandbrug. Langeland og Ærø gør formentlig det samme som os. Det vil sige, at vi på Fyn har en familielandbrugsforening med tre tilknyttede lokalforeninger.
Det sagde formanden, Arne Aksglæde, Hundstrup, i sin beretning på Sydfyns Familielandbrugs generalforsamling, som mandag den 23. februar blev afholdt i familielandbrugets kontorhus i Tved ved Svendborg. Med et flot fremmøde af ikke færre end halvdelen af foreningens 52 medlemmer.
- Vi har valgt stadig at bestå som selvstændig forening med egen økonomi ud fra den betragtning, at jo nærmere bestyrelsen er på medlemmerne, jo nemmere er det at arrangere møder og lignende. Den snak havde vi vist allerede sidste år. Jeg vil blot gentage, at jeg synes, at så længe vi kan præstere en bestyrelse, der arbejder for sagen, så skal vi bestå.
Deprimerende fremtidsudsigter
- Peter Gæmelke udtalte, at sidste års indtjening i dansk landbrug var skræmmende lav i forhold til gælden. Det giver stof til eftertanke, sagde Arne Aksglæde. Vi er i et erhverv, der kun kan overleve, hvis man på den ene eller anden måde bliver støttet af det offentlige. Og vores værdier - jord, bygninger m.v. - er belånt til beløb, som er bestemt af banker og kreditforeninger.
- Jeg kender ikke løsningen, men egentlig kan man gå hen og blive helt deprimeret jo mere, man læser og tænker over erhvervets fremtid. De fleste, som er her i aften, er sikkert glade for, at vi har valgt at have et job ved siden af landbruget. Det kræver mandsmod og vilje at starte som selvstændig landmand i dag.
Videre kom Arne Aksglæde ind på strukturreformen, som blandt andet gjorde, at miljøgodkendelserne blev lagt ud til kommunerne. Han omtalte skattekommissionens forslag, som kan få stor indvirkning på landbruget, og han nævnte, at det har været oppe at vende, at landbrugsloven kræver en voldsom revision.
- Jeg ønsker ikke »Morten Korch-tilstande«. Men landdistrikter, hvor landbrugsejendomme står tomme og forfalder, fordi eksempelvis bopælspligten ikke eksisterer mere, det synes jeg ikke om.
Jubilæumsår
Formanden glædede sig over, at Fyns Familielandbrug har besluttet at bibeholde kontorerne i Odense og Tved.
Han nævnte, at det lokalt har været et begivenhedsrigt år i Sydfyns Familielandbrug. Blandt andet med en 100-års jubilæumsfest i maj, en vellykket udflugt til Saltholm og nogle velbesøgte markvandringer.
Et forslag om ændring af vedtægterne i anledning af den nye fynske foreningsstruktur blev enstemmigt vedtaget.
Til bestyrelsen genvalgtes næstformanden, Rino Jensen, samt bestyrelsesmedlemmerne Ove Jørgensen og Keld Madsen.
Ove Skov Larsens Legat på 8.000 kroner blev givet til 24-årige Henrik Møller, Tåsinge, som blandt andet driver sine forældres 23 ha i forpagtning - heraf ca. to ha med stedmoderplanter.









































