Den uheldige formand

SKI-UHELD: Niels Rasmussen pådrog sig bækkenbrud på skiferien.

Formanden for landboforeningen Centrovice, Niels Rasmussen, er en uheldig mand.

Sidste år faldt han ned fra en stige på bedriften hjemme ved Kværndrup, og senere på året blev han stukket i hovedet af en stor gedehams, da han kørte i sin traktor. I begge tilfælde med flere sygedage til følge.

I de næste uger er formanden igen ikke særlig mobil, idet han forrige lørdag vendte hjem fra vinterferien med knogleekspressen efter et alvorligt styrt på ski i de østrigske alper.

Turen ned af en sort løjpe resulterede i bækkenbrud og et ordentligt »smask« på den ene side af kroppen.

- Der kan ikke gøres noget ved bækkenbruddet. Det skal have ro i minimum fire uger, så vokser det sammen igen. Men det var et alvorligt styrt, og lige nu føles det, som om jeg er blevet kørt over af et godstog, fortæller den uheldige landboforeningsformand, der den næste måneds tid må humpe rundt på krykker.

- Jeg må nok drage den erfaring, at man lander lidt hårdere, når man bliver ældre, og at man nok skal lade være med at køre så stærkt ned af de sorte løjper. Men sådan kan det gå, når man er ambitiøs og gerne vil følge med de unge mennesker, konstaterer Niels Rasmussen.

Læs også