Chancen skal udnyttes
ØKO-EFTERSPØRGSEL: Danske virksomheder på den tyske Biofach-messe melder om stor efterspørgsel efter dansk økologi. Sønderjysk mejeri opfordrer flere landmænd til at lægge om til økologisk produktion.
Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, besøgte i torsdags BioFach-messen i Nürnberg, hvor han opfordrede konventionelle landmænd til at springe ud som økologer.
Den opfordring er der god grund til at gøre alvor af, mener det sønderjyske Mejeri Naturmælk.
- Der er helt afgjort brug for flere økologiske mælkeproducenter, siger Nelly Riggesen, som er eksport- og markedschef hos Naturmælk i Tinglev.
Mange indkøbere
Naturmælk er en af knap 40 udstillere på messens danske fællesstand, og mejeriets forventninger til messen er store.
- Det går rigtig godt. I forhold til tidligere år er det en meget positiv oplevelse at stå her, der er mere »run« på. Vi har allerede haft mange interesserede indkøbere fra blandt andet Tyskland, Sverige og Svejts. I år er interessen mere konkret, og der er også kommet en decideret ordre, oplyser Nelly Riggesen.
- Fem procent af vores mælk afsættes som ost, og vi har en målsætning om at få det op på 15 procent, fortæller hun, mens hun viser mejeriets høost frem. Høosten er et nyt produkt, der fremstilles af ren hømælk.
Merværdi skal gøres synlig
Ifølge Nelly Riggesen er økologisk produktion landbrugets chance for at skabe merværdi, og merværdien skal gøres synlig, ellers vil forbrugerne ikke betale for det.
- Økologi er et godt middel til at synliggøre merværdien for forbrugerne. For 120 år siden var det andelsbevægelsen, der skabte merværdi for landmanden. I dag er det økologi, der kan gøre det. Den chance må vi ikke lade gå fra os, understreger eksport- og markedschefen.









































