Vil have landmænd med i bornholmsk bioætanol
ENERGI: Der skal stadig rejses 120 millioner kroner til det ambitiøse bornholmske bioætanolprojektet, Bornbiofuel, og en af del af dem håber man på at kunne skaffe blandt landmænd.
Så skal der ud at findes penge.
Biogasols bioætanol-projekt i Åkirkeby på Bornholm, »Bornbiofuel«, der i forgårs scorede 78,19 millioner kroner fra Energiministeriet, skal nemlig nu ud at finde de sidste 120 millioner kroner, der skal til, for at anlægget kan blive en realitet. Og blandt dem man håber, vil investere, er landmændene.
- Vi håber på at få landmænd med ind i projektet. Jeg kan ikke se, hvorfor landmænd ikke skulle være interesseret i at investere i know-how-teknologi, lyder det fra gårdejer Thor Gunnar Kofoed, der er direktør for Bornbiofuel, og derudover også er formand for Frøsektionen i Dansk Landbrug.
Han forventer ikke, at der opstår problemer med at få skaffet de 120 millioner kroner, så anlægget bliver bygget.
- Det er selvfølgelig ikke nemt at rejse så mange penge midt i en finanskrise, men vi har kontakt med nogle mulige investorer. Jeg tror fuldt og fast på, at det her bliver til noget, siger Thor Gunnar Kofoed.
Nærmest 3. generation
For landmændene på Bornholm bliver der da også noget at se frem til, lover Thor Gunnar Kofoed. Blandt andet jo selvfølgelig en ekstra afsætningsmulighed for at komme af med halm, og hvad der ellers måtte være af biomasse. Derudover behøver man ikke landmændene ikke at tørre deres halm, da anlægget modtager våd halm. Ifølge Thor Gunnar Kofoed betyder det, at man får 10-15 procent mere halm ud af det, da det ellers er, hvad der går til spilde, når man tørrer halmen.
- Den her teknologi er på vej til at være tredje generation, hvor landmænd er på vej til at være direkte leverandører af energi, siger Thor Gunnar Kofoed.
Fra 2010
De første leverandørkontrakter med landmænd skal efter planen laves i slutningen af 2010. Noget halm skal dog bruges i løbet af sommeren 2010, når anlægget skal testes.
Anlægget på Bornholm forventes at være oppe at køre på fuldt tryk i løbet af 2011.
Energiministeriet uddelte mandag efter flere måneders venten 85 millioner kroner i støtte fra de såkaldte EUDP-midler, der gives i støtte til udvikling af 2. generations bioætanol. Ud over de 78,19 millioner til Bornbiofuel, gik de resterende millioner til et relateret forsknings- og udviklingsprojekt under Aalborg Universitet.









































