Vind er stadig interessant
VINDENERGI: Stadig god økonomi i vindmøller, men landmand, der har haft vindmølle siden 1996 ville ikke investere i én i dag.
- Det er stadig en god forretning og interessant at have en vindmølle, men det er slet ikke så god forretning, som det var engang, siger Niels Jørgen Bønløkke, planteavler med 300 hektar fra Lyngbygård ved Århus.
Siden 1996 har han haft en mølle stående på sin mark. Møllen, som Niels Jørgen Bønløkke med egne ord er så godt som gift med, kan producere 600 kilowatt i timen, og afhængig af vinden producerer den hvert år mellem 900.000-1.200.000 kilowatt. Det giver ham i dag en årlig omsætning på cirka 350.000 kroner på møllen.
- Indtil 2005, var det en rigtig god forretning. Men derefter faldt afregningsprisen. Møllen har dog tjent sig selv hjem i løbet af årene, men stod jeg i dag at skulle investere i en mølle, så ville jeg lade være. Markedet er alt for usikkert, siger Niels Jørgen Bønløkke, der i 1996 investerede fire millioner kroner i møllen.
Afregningsprisen for Niels Jørgen Bønløkke er i dag overgået til rene markedsvilkår, hvilket vil sige en pris på 33 øre pr. produceret kilowatt-time. Før 2005 fik han 27 øre pr. produceret kilowatt-time i pristillæg oven i markedsprisen, men da hans mølle er over ti år gammel, og den har opbrugt de såkaldte 12.000 fuldlasttimer, hvilket svarer til fem-seks års produktion, så er der ingen tillæg at hente mere.
- Det er jo ikke til at sige, hvor længe sådan en mølle kan holde. Jeg står over for en udskiftning af gearkassen. Det kommer til at koste mig 550.000 kroner, hvilket svarer til halvanden års produktion. Jeg håber dog på, at møllen står her 10 år endnu, så jeg vil nok lave udskiftningen alligevel, siger Niels Jørgen Bønløkke.
Tysk marked interessant
Skulle Niels Jørgen Bønløkke alligevel overveje at investere i en ny vindmølle, så kunne det tyske marked være interessant. Her er prisen fra årsskiftet steget til 69 øre pr. kilowatt-time. Mange danske landmænd har allerede benyttet sig af denne mulighed for at investere.
- Det er da noget, som jeg har overvejet, og jeg kunne da nok også finde pengene til det. Men jeg har det sådan, at jeg helst vil kunne se på den investering, som jeg har lavet, siger han.
I Danmark står der i dag cirka 5.200 møller ifølge Danmarks Vindmølleforening. Langt de fleste af dem er ejet af private. Selvom der ikke findes nogle konkrete tal, så anslås det, at en meget stor del af de private er landmænd. I de senere år er der dog også dukket en del projektselskaber op. Disse selskaber lejer jorden og opstiller møllerne på landmændenes marker. Skal en landmand investere i en ny vindmølle i dag, skal der 20-30 millioner kroner op af lommen.







































