Rub og stub blev solgt på ugens pelsauktioner
SKINDUDSALG: Samtlige 3,5 millioner skind blev solgt på auktionen i denne uge på Kopenhagen Fur. Og til en overraskende god pris.
Ved sæsonens første pelsauktion i december måned hos Kopenhagen Fur var salget meget dårligt. Kun 20 procent af de samlede udbudte skind blev dengang blev opkøbt.
Det var derfor helt begrundet, da minkavler Lars Jensen fra Holstebro før denne uges auktioner frygtede, at kun 50-60 procent af hans skind ville blive solgt, og så endda til en meget lavere pris end de 200 kroner, som han vitterligt viste sig, at buddene skulle nå op på.
- Vi har haft nogle rigtig gode år, så vi kan da godt tåle et lille tab nu, erkender Lars Jensen, der årligt producerer 8.000 skind.
Selvom en pris på 200 kroner pr. skind var højere end forventet, så er det stadig for lidt til, at forretningen løber ordentligt rundt. Prisen skal helst op på mellem 230-250 kroner. Ved sidste års pelsdyrauktion på samme tid fik Lars Jensen ikke mindre end 280 kroner pr. skind.
Tilfreds formand
Pelsdyravlernes formand Erik Ugilt Hansen fra Hobro-kanten var da også en tilfreds mand, da han, et par timer før auktionen sluttede i går, gjorde status over februar månedsauktion.
- Der var stor usikkerhed både i kundekredse og i avlerkredse inden auktionen gik i gang i mandags. Men når det nu slutter i dag (fredag, red.), så har vi solgt 100 procent af de 3,5 millioner skind, som var udbudt. Det er tilfredsstillende.
Han vurderede, at gennemsnitsprisen for de 3,5 millioner skind kom til at ligge på cirka 205-207 kroner. En fornuftig pris for en stor del af avlerne, ifølge formanden.
- I forhold til finanskrisen så kan man sige, at vi er sluppet billigt, og det er jo fordi, at vores produkt er i mode over hele verden. Der er afsætning til de fleste markeder verden over, godt nok til en lavere pris, siger Erik Ugilt Hansen.
Han fortæller, at markedet for pels verden over i øjeblikket faktisk er stigende.
- Der findes hele tiden nye anvendelsesmuligheder for pels. Således finder man til stadighed frem til nye kombinationsmuligheder, hvor pelsen kan bruges sammen med andre stoffer.
Demonstrationer virker ikke
Demonstrationer mod pelstøj, som jævnligt bliver beskrevet i medier, og som man for eksempel har set i den forgangne uge i Odense og Aarhus, har derfor heller ikke haft nogen indflydelse overhovedet for salget af skind.
- Vi er altid agtpågivende over for demonstrationer imod brugen af pels, men i det mediebillede, som vi har i dag, med flere og flere medier, så betyder det, at selv den mindste demonstration bliver dækket. Vi kunne som liberalt erhverv godt tænke os lidt mere proportionalitet i dækning i forhold til, hvad der sker i samfundet, lyder det fra pelsdyravlernes formand.
Auktionen i februar er den anden i sæsonen, og en ud af fire årlige auktioner på Kopenhagen Fur.









































