Ove Rieks Pedersen nikker bekræftende, da Effektivt Landbrug spørger, om man kan kalde ham »en glad landmand«.

- Det passer godt på én, som har kontraktavl af kartofler til chips, siger den vesthimmerlandske kartoffelavler, der ved Aalestrup dyrker 130 ha med chipskartofler.

Selv om kornpriserne i 2007 accelererede, er han godt tilfreds med at være kontraktavler.

- I 2008 kunne vi tydeligt se, hvor godt det var at have et fastprissystem. Vi kender høstprisen allerede, når vi lægger kartoflerne.

Ingen krise
Her tales ikke om krise.

Kartoffeludbytterne lå i 2008 på 457 hektokilo indvejet pr. hektar, og heraf blev 400 hektokilo afregnet pr. hektar.

- Kontraktprisen er 79 kroner pr. hektokilo afhentet. Dertil kommer kvalitetstillæg eller eventuelt fradrag, og der er da også risiko for, at varen kan blive kasseret. Jeg har været oppe på at få ni kroner i kvalitetstillæg, altså 88 kroner i alt pr. hektokilo, fortæller chipskartoffelavleren.

Han har med hjælp fra sin konsulent fået udarbejdet bidragsregnskab, der viser, at kartofler til chips ligger pænt over andre afgrøder på hans bedrift (se faktaboks).

- Jeg mener, at det er et rigtig godt alternativ til korndyrkning – ikke mindst når kornpriserne er lave. Det er en af de bedste afgrøder i Danmark, hvad dækningsbidrag angår, understreger Ove Rieks Pedersen, som tidligere har haft mælkeproduktion i en årrække.

25-30 procent prisstigning
Han vurderer, at udbytterne generelt har været høje de sidste to år, og at det dels skyldes gode vækstforhold, og dels at man har kunnet bruge bejdsemidlet Prestige.

- De højere kornpriser, vi har haft gennem de sidste to-tre år, har givet os en bedre forhandlingssituation, når vores virksomhed, Thorsens Chipskartofler, skal sælge råvarer til fabrikkerne, tilføjer han.

Prisstigningen har været på 25-30 procent over de sidste par år, og virksomhedens omsætning er tredoblet i løbet af de sidste fem år.

Ove Rieks Pedersen, som har anparter i Thorsens Chipskartofler og har siddet i bestyrelsen i en årrække, er optimistisk med hensyn til fremtiden.

- Jeg tror, at produktionen let kunne øges til det tredobbelte blandt andet, fordi vi ligger så tæt på de skandinaviske chipsfabrikker.

Gerne flere anpartshavere
Thorsens Chipskartofler er i kraftig vækst, og Ove Rieks Pedersen vurderer, at virksomheden gerne vil have flere anpartshavere. Der er mulighed for at blive anpartshaver, hvis virksomheden udvider, eller hvis en avler vil sælge sine anparter.

Det er også muligt at levere kartofler uden at være anpartshaver. Leverandører, som ikke har anparter, kategoriseres som »gruppe 2 avlere«, som afregnes med fire kroner mindre pr. hektokilo. I 2008 blev der således åbnet op for levering fra denne gruppe.

Kun bestemte sorter egner sig til chipsproduktionen, som foregår året rundt. Der anvendes gamle kartofler indtil 1. juli, derefter bruges der i en kort periode tyske kartofler, og fra 1. august anvendes nye danske kartofler.

- Derfor dyrker vi også et areal med en tidlig sort, Lady Rosetta, men det er primært sorten Saturna, der anvendes. Desuden afprøver vi omkring fem nye sorter hvert år til afløsning af Saturna, som efterhånden er en ældgammel sort, forklarer Ove Rieks Pedersen.

Bytter jord
I princippet leveres alle kartofler direkte fra optageren til lagre i Sunds, og han oplever, at det er noget, mange landmænd er godt tilfredse med.

Ove Rieks Pedersen dyrker i alt 330 hektar. Han ejer selv 100 hektar, resten lejes. I budgetterne er jordlejen sat til 4000 kroner pr. hektar. Jordtypen varierer fra JB 1 til 4, og et af kravene til dyrkning af chipskartofler er, at jorden kan vandes. I gødningsplanen indgår en del svinegylle.

Arealet med kartofler til chips er som nævnt på 130 hektar. Derudover dyrker den vesthimmerlandske planteavler også byg, hvede, raps, frøgræs og melkartofler.

Den høje andel kartofler i markplanen lader sig kun gennemføre, fordi der løbende byttes jord med andre landmænd i området – primært mælkeproducenter.

- Jeg har kun kartofler i samme areal hvert fjerde år, pointerer han.

Ifølge Ove Rieks Pedersen er himmerlandsk jord særdeles godt egnet til chipskartofler. På mere grovsandet jord kan der lettere opstå rust, som ikke accepteres i kartofler til chips.

Frugtbart maskinsamarbejde
Ove Rieks Pedersen, som har en fuldtidsansat medarbejder, har et godt og tæt maskinsamarbejde med en anden landmand ti kilometer væk. Han ejer selv stenstrengelægger og bedplov, den anden kartoffelavler har optageren, og så er de fælles om kartoffellæggeren.

- Jeg sætter meget pris på samarbejdet. Det giver både en god udnyttelse af maskingrejet, og så giver det også anledning til løbende faglig sparring, understreger han.

Som en ekstra sideaktivitet udfører han også maskinstationsarbejde i kartoffelafgrøder.