ÅBEN STALD: Claes Erlang, Christiansfeld, er ikke som de fleste. Han er en af Danmarks bedste driftsledere og han har nu opført sit eget spændende bar mark projekt. Pengene har han lånt på baggrund af flotte resultater. Projektet vises nu frem i forbindelse med et åben stald arrangement den 13. februar.
Claes Erlang (32) i Kolstrop, Christiansfeld, er gift og har en datter på halvandet år. Derudover er han ikke som de fleste. Han er en af de få unge i landbruget der formår at gå i gang med et projekt af de helt store. Og så har han tilmed fået fuld finansieringsopbakning, selv om der er tale om et enmandsprojekt.
Fem-seks år som en af Danmarks bedste driftsledere med et konstant resultat på 34 grise pr. årsso åbnede op for lånemuligheder på »hans glatte ansigt«. Resultatet er blevet et flot projekt til 25 millioner kroner, hvor der er gjort meget ud af detaljer og hvor det personlige præg er sat.
Den 1. april 2008 overtog Claes Erlang sine forældres ejendom »Brydegård« i Christiansfeld. På det tidspunkt var han stadig ansat som driftsleder i Hjortshøj ved Århus, men gennem mere end to år havde han planlagt sit store projekt.
På »Brydegård« med de tilhørende 41 hektar har der hidtil kun været slagtesvin og i dag er der ingen dyr i driftsbygningerne. I fremtiden vil staldene dog heller ikke blive taget i brug, da Claes Erlang har valgt at bygge helt på bar mark.
Tre funktioner i én bygning
Det nye store projekt har Gråkjær Staldbyg A/S stået bag, og det består af et soanlæg til 1.150 søer med salg af 7-kilos grise. Det hele er - ganske udsædvanligt - bygget i én stor bygning, med en foderlade i midten og et karantænerum i den ene side.
- Miljøgodkendelsen til den nye stald var i hus i maj 2008 og det var helt uden klager, fortæller Claes Erlang.
Stalden ligger dog også godt placeret. Både i forhold til naboer og miljø.
- Den store stald syner jo ikke ret stor, sådan som vi fik den placeret i en lavning på marken, forklarer Claes Erlang. Der desuden har valgt et neutralt byggeri i grå søstenselementer og uden de helt store dikkedarer udvendigt. Derimod har han ikke overladt noget til tilfældighederne indvendigt.
- Hellere praktisk end prangende, lyder det i den sag, fra den unge svineproducent.
Placeringen af byggeriet åbner desuden muligheder for en eventuel fremtidig udvidelse.
Fredag den 13. februar 2009 kl. 10.00 - 15.00 lukker Gråkjær Staldbyg A/S dørene op for bar mark projektet hos Claes Erlang, Kolstrup Bygade 11, hvor alle interesserede er velkomne til at møde op og se det. Her vil der også være repræsentanter fra både Gråkjær og alle de øvrige virksomheder, der har været med ind over projektet.