TAB: Bornholmsk kalveproducent risikerer at tabe 120.000 kroner på et år, fordi der stadig ikke findes en landsdækkende notering på kalve.
Da kalveproducent Svend Aage Thorsen fra Hasle på Bornholm forleden skulle købe kalve fra en lollandsk leverandør, blev han noget overrasket over prisen. Prisen var nemlig noget dyrere i forhold til, hvad han havde forventet.
- Leverandøren valgte at benytte sig af Vestjysk Kalvesalgs notering, som er meget højere end Sammarks notering, som jeg altid har brugt, fortæller Svend Aage Thorsen, der aldrig før har prøvet noget lignende fra en leverandør.
Som noteringerne er nu, vil det koste Svend Aage Thorsen 120.000 kroner ekstra på et år, hvis han nu skal til at følge noteringen fra Vestjysk Kalvesalg. Årligt køber han 600 kalve.
- Jeg tror, det er en sammenblanding af finanskrise og så videre, at den lollandske leverandør pludselig har set en mulighed for at hente lidt ekstra, men det burde ikke være rigtigt. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor vi ikke har en landsdækkende notering, som man har på svin, kommer det fra Svend Aage Thorsen.
Usædvanligt
Hos foreningen Danske Slagtekalveproducenter har formand Ove Eriksen fra Søndersø hørt om sagen fra Bornholm, og det kommer bag på ham.
- Jeg har ikke hørt om lignende sager før. Jeg troede, at alle efterhånden kun brugte noteringen fra Sammark. Det er usædvanligt, lyder det fra Ove Eriksen.
- I producentforeningen opfordrer vi til, at det er Sammarks notering, der bruges, siger han videre.
Gennemsnit
Grunden til forskellen på noteringerne er, at Sammarks notering er et gennemsnit af indrappoteringerne fra seks noteringsudvalgsmedlemmer, der sidder rundt omkring i landet. Vestjysk Kalvesalgs notering er kun tal fra Vestjylland.
Ove Eriksen ser meget gerne, at man snart får set på en løsning, så der i fremtiden kun findes en landsdækkende notering frem for de forskellige noteringer. Man forsøgte det også i januar 2006 at lave en fælles notering, men dengang meddelte Vestjysk Kalvesalg, at man ikke ønskede at deltage.
- Jeg vil sige, vi er meget tæt på at få en fælles notering. Jeg tror, det vil ske i meget nær fremtid, siger Ove Eriksen.
Lange udsigter
Helt så optimistisk til udsigterne om en fælles notering er Sammarks næstformand Knud Aage Lindberg dog ikke.
- Jeg tror ikke på, vi får en fælles notering. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, så selvom vi har en fælles notering, så står der jo ingen steder, at man skal følge den. Det er jo handler mellem private. Prisen kan aldrig blive generaliseret, siger Knud Aage Lindberg.