Vil gerne i kontakt med deltidslandmænd
SPØRGERUNDE: En gruppe landbrugsstuderende på Dalum vil i en eksamensopgave belyse behovet for rådgivningstilbud til deltidsbrug. Derfor håber de, at mindst 100 fynske deltidsbrugere vil deltage i en spørgerunde.
Antallet er deltidslandmænd er stigende. Flere familier flytter på landet med en drøm om måske et par stykker kødkvæg i baghaven eller at dyrke jorden selv. Andre investerer i herligheder på landet med jagtmuligheder eller natur, mens pionérer ser mulighederne i at dyrke sine egne produkter eller endog sælge varerne i egen gårdbutik. Endelig er der også gruppen af landmænd, som måske af nød eller lyst dropper tilværelsen som heltidslandmand.
Men hvilke tilbud og behov for rådgivning er der hos disse deltidslandmænd?
De spørgsmål ønsker en gruppe af jordbrugsteknologer at få belyst som et led i deres studium på Dalum Landbrugsskole. En rundspørge skal munde ud i en markedsanalyserapport, som skal fremlægges ved en eksamen i begyndelse af marts måned.
10-15 spørgsmål
Derfor vil de fem unge meget gerne i kontakt med mange fynske deltidslandmænd, som er parate til at bruge fem minutter på en 10-15 hurtige spørgsmål om deres rådgivningsbehov i deres landbrug.
- Vi vil gerne vide, om de henter deres viden ved at google på nettet, eller om de ønsker en pakkeløsning fra et landbocenter. Måske ønsker de en helt anden form eller er slet ikke interesseret i rådgivningstilbud.
Målet er at få svar fra minimum 100 fynske deltidsbrugere, og derfor ønsker de fem studerende kontakt med flest mulige her i den kommende uges tid.
Der findes ingen registreringer af deltidslandmænd, og derfor håber jordbrugsteknologerne, at de enten får en sms eller mail med et telefonnummer, som de så efterfølgende kan ringe op på for at stille de planlagte spørgsmål.
Gruppen kan kontaktes på telefon 25 38 13 55 eller lisettepoulsen@hotmail.com senest den 9. februar. Og de lover, at alle henvendelser og besvarelser vil være anonyme.
Stort behov
Derefter vil de udfærdige en slutrapport, som kan anvendes for interesserede rådgivningsvirksomheder til brug ved udarbejdelse af fremtidige, forbedrede tilbud til deltidslandbrugene.
- Vi tror nemlig, at der er et stort behov for basal viden, målrettede tilbud og at høre mere om papirvældet i landbruget. Den nuværende rådgivningstjeneste i høj grad er for heltidslandmændene, den er dyr og har for det meste en masse fagudtryk, siger Zaza Olesen, som sammen med Lisette Poulsen, Anne Klit, Line Jensen og Tommy Jensen går på 2. semester, og med projektet i faget markedsføring vil være et stort skridt nærmere færdiguddannelsen som jordbrugsteknologer den 30. juni 2010.









































