Ny svinestald med plads og miljø
FREMTIDSSIKRET: Ekstra plads til smågrisene og kraftig reduktion af ammoniakudledningen. Det er blandt andet resultaterne af nogle grundige overvejelser, som nu kan ses i en ny svinestald på Lolland.
Boye Stentebjerg, 55 år, var ind til 2007 selvstændig svineproducent på Stenstrupgaard ved Nakskov. I dag er han planteavler og »hotelejer«. I stedet for at sælge gården til sin søn Christian Stentebjerg, 28 år, har Boye Stentebjerg nemlig bygget et helt nyt soanlæg til 620 søer med smågrise, som han lejer ud til sønnen Christian.
Arbejdsfordelingen gav sig selv, da Boye Stentebjerg ikke vil have med grise at gøre, og Christian Stentebjerg helst ikke vil have med marken at gøre.
- Jeg ønsker ikke at sælge gården lige nu, så vi har været rundt om mange modeller i forhold til et generationsskifte. Men vi mener nu, vi har fundet den rigtige model med at jeg ejer staldene og Christian har grisene, siger Boye Stentebjerg.
Helt ny besætning
700 polte er købt og 400 af dem er snart klar til at indtage den nye farestald. Indtil nu har de stået i lejet stald hos Christian Stentebjergs søster og svoger. Svogeren passer i øvrigt marken sammen med sin svigerfar.
Tilladelsen til byggeriet kom til under den gamle miljølov, inden kommunerne overtog sagsbehandlingen.
- På grund af placeringen tæt ved et sommerhusområde, var vi tvunget ud i et barmarksprojekt 300 meter fra sommerhusene og 250 meter fra eksisterende bygninger, fortæller far og søn om baggrunden.
Samtidig er kravet at Stenstrupgaard samlet skal reducere ammoniakfordampningen med 20 procent.
Grundige overvejelser
I 2007 brugte begge parter meget tid på at få alt vedrørende indretning og miljøforanstaltninger på plads.
- Vi var på Agromek for at se på inventar og indretningsmuligheder og har været rundt i landet for at se på løsninger til at reducere ammoniakudslippet.
Både Christian og Boye Stentebjerg synes, de har haft meget glæde af at forberede sig grundigt og have undersøgt mange muligheder, inden de lavede fast aftale om totalentreprise.
- Det er præcist et år siden, vi skrev under på en aftale med Skjøde Knudsen, som har styret hele processen, og nu er vi klar til åben hus, lyder det fra de to aprtnere, der selv har valgt alle underleverandørerne.
Mest miljø for pengene
Efter at have set på alle muligheder for at reducere ammoniakfordampningen, var de ikke i tvivl om hvilket system de ville vælge.
- Vi valgte et gylleforsuringsanlæg fra Infarm, hvor man sænker pH i gyllen, og derved undgår ammoniakfordampning. Det er efter vores mening helt klart den løsning hvor man får mest miljø for pengene, siger Boye Stentebjerg.
Han påpeger, at både indeklima for personale og dyr bliver bedre, og der er en klart bedre udnyttelse af næringsstofferne i gyllen ude på marken, når man anvender forsuring af gyllen. Samtidig får man et gyllesystem, som styrer og passer sig selv ved hjælp af følere placeret i de forskellige gyllestrenge.
UK produktion og forvanding
Christian Stentebjerg har nøje planlagt indretningen af soanlægget, selv om det reelt er faderen, som er bygherre. På Agromek blev samtlige inventarfirmaer besøgt, og valget faldt på Egebjergs udstyr.
- Jeg mener klart, at Egebjergs farestier er de bedste på markedet, siger Christian Stentebjerg.
Som noget specielt, har han valgt at lave en ekstra vandstreng i farestalden til forvanding inden fodring.
- Lige inden jeg udløser foderet, åbner jeg for en vandstreng, som i løbet af få sekunder lukker fire til fem liter vand ud i hvert sotrug. På den måde bliver de mere motiverede til at æde deres foderration, siger han.
Tidligere har han været vant til transponderstalde, så det har han også valgt her.
Det hele er forberedt til UK produktion. I løbeafdelingen har hver so derfor en boks, som de frit kan gå ind og ud af.
Mere plads
Smågrisene skal gå i to-klimastier, hvor der er beregnet 20 procent mere plads til grisene pr. sti.
- Jeg mener, grisene trives bedre, når de har mere plads, og at de kvitterer med bedre vækst, siger Christian Stentebjerg.
En beslutning, han har taget i samråd med dyrlægen, og samtidig med en vished om, at han derved også har fremtidssikret i forhold til en effektivitetsstigning.
Åben stald
Fredag den 30. januar fra klokken 10 til 15 kan interesserede besøge Boye og Christian Stentebjergs nye soanlæg på Vesternæsvej 64, 4900 Nakskov.
Her kan man få opskriften på et anderledes generationsskifte. Besigtige et patenteret gylleforsuringsanlæg, som er kravet ved fremtidige byggerier, og se en staldindretning til UK-produktion, med flere interessante detaljer, der tilgodeser dyr og personale.
Af Asger Kjær Nielsen, freelancejournalist, akn@upfrontagro.dk









































